Zampa eller marmorbruden

Marmorbruden.

Miöbenhavn.

Trykt hos Directeur Jens Hoſtrup Schultz,
Kongelig og Univerſitets : Bogtrytker.

RS

N

i
j

— —— Ü—y—ͤ—e—
*

oe e N . *
A

2 a mn 1

eller

Ø Marmorbruden.

| Syngeſpil i tre Acter
1 af
Melesville, Muſtiken af Zerold;
overſat af Th. Overſkou.
7 udgivet af Serdinand Printzlau.
) Kjöbenhavn.
Trykt hos Directeur Jens Hoſtrup Schultz,
f Kongelig og Univerſitets⸗Bogtrykker.

1832.

tÅ 4

. e gr ee 10 *. Ne * mid: e eee

—

—

era SR
2 —

Ta m p a

eller

Marmorbruden.

Forſte Gang opført pan det Kongelige Theater den Z30te
Januar 1832, i Anledning af Hans Majeſtet Kongens
hoie Fodſeldag.

at ARR

— ——

Perſonerne.

Jampa, en Soerover.
Alphonzo af Monza, ſicilianſt Officeer.
Lugano, en rig ſicilianſk Kjobmand, (ſtum Perſon).
Camilla, hans Datter.
Daniel Capuzzi, Zampas Styrmand.
Ritta. ;
i Luganos Zjenefte.
Dandolo. 8

Sorovere, Soldater Sicilianere og Sieilianerinder.

Handlingen foregager pan Sicilien, nærved Melazzo, i det
ſyttende Aarhundrede.

*

—— ———— — — rare
— —

Forſte Act.

En gothiſk Sal. Nogle Billedſtotter ſtaae i Nicherne, ſom
ere imellem Vinduerne; den forſte i Forgrunden paa Tilſkuernes
venſtre Side er en qvindelig Marmorfigur med et langt Kleedebon
og et Slor, ſom hænger ned af Nakken; paa en fort Marmor-
tavle, ſom er under Billedſtotten ſtaaer: Alice Manfredi 1604.
Beder for hende. Paa hoire Side ſtager et ſtort Bord og Tac
bouretter af udſkaaret Egetroee. Dorrene i Baggrunden gane ud
til et Gallerie.

Forſte Scene.

Camilla. Ritta. Unge Sicilianerinder, Tjenere.

(Naar Dæffet gaaer op er Bordet bedæffet med Blomſter og Pynt, ſom de unge
Piger dele imellem fig. Camilla viſer dem de Kurve, ſom fremberes af Tje⸗
nerne, og beder dem at velge efter Behag; hun ſidder ved Bordet).

De unge piger.

Hoor Eders Brudgom er galant og kjerlig;
See hvilken Pragt i det, han ſender her!
Hvor denne Pynt er rig og herlig,
Med megen Smag hvert Stykke udvalgt er.
Og alt for os er beſtemt?
Camilla (ſmilendeh.
Ja, for Jer!
Ritta.

Det er ei nok med denne Gave;
Men enhver, ſom hans Brud er huld,
Foruden en Kledning, ſkal have
Endnu et deiligt Kors af Guld!

*

Pigerne (gader.
Hvad? et Kors af Guld!
Hvor Eders Brudgom er galant og Fjærlig,
See, hvilken Pragt i det, han ſender her!
Hvor denne Pynt er rig og herlig, N
Med megen Smag hvert Stykke udvalgt er!
(Medens de beſee Foreringerne og glæde fig derover, reiſer Camilla fig og gager
utaalmodig hen mod Baggrundenz).
Camilla.
Han kommer ei, og dog han veed,
er Altrets Fod vi ſnart ftal knele ned!

Arie.
Lykken, ſom mig tilſmiler,
J Veemod fvinder hen,
Naar ei mit Die hviler
Paa Dig, ſom ſkabte den!

Min Fader mig tilbeder,

Mild han horte min Bon,

Den ſom til Held mig leder,

Selv han valgte til Son!

En Sorg, ſom min Fremtid truer,
Jeg ei fkuer;

Min Sjel dog af vær
Ei veed!

Lykken, ſom mig tilſmiler,

J Veemod ſpinder hen, *
Naar ei mit Hie hviler

Paa. Dig, ſom fkabte den!

Men er Du hos Din Pige,

Al Frygt forſvunden er;
Sorgens Skyer da vige

For Haabets Morgenſkjer!

For Dit Blik flyer min Smerte

Og Glæden i mit Hjerte
Nedſvaver huldt igjen !
Ja, i Din Favn
Er intet Savn!

Lykken mig da tilſmiler,
0 Mit Liv er Fryd igjen;
N Henrykt mit Pie hviler
å Paa Dig, ſom fkabte den!

Kitta

(ſom ved Ariens Slutning har feet hen mod Baggrunden).
Frygt nu ei; thi jeg feer,
At med Egnens unge Folk han kommer der!

Anden Scene.

Alphonzo, Unge Sicilianere (feſtligt Hætte),

De Kommende.
Siciliens Sonner over
De blaae og kjole Vover
Gondolen hidbar;
J Kirken vi fkal bede,
At Gud til Held vil lede,
Paa Livets Bet, det elfte Par!

Camilla.
Alphonzo!

Alphonzo ler hen til hende),
Nu, Camilla! frembryder
Den ſkjonne Dag, ſom ſkal ſkjcenke os Himmelens Held!
Hvor den Lykke, jeg nyder,
Dybt bevæger min Sjel!

1. ; i *

Lad Eders Fryd denne Feſt herligt ſmykke;
Alt hvad af Skjebnen mig venligt ſtjenket var,

mær

Til Cder offret med Glæde jeg har;
Jeg trænger ei til Rigdoms Glands og Lykke,
Da ſnart jeg kan 1
Kalde mig hendes Mand!
2.
J eenlig Stand man ei Lykken kan nyde,
See, det bekrefter de unge Pigers Blik!
Men fatter Mod; til de Gaver J fik
Jeg føler een, ſom meeſt vil Eder fryde!
Vente J kan,
Som Tilgift, en Mand!
Pigerne.
Hvad, en Mand?
De unge Karle (nærme fig).
Hvad en Mand?
Pigerne.
Hvor Eders Brudgom er galant og kierlig;
O, han os alle af Hjertet er kjer!
Hver af hans Gaver er ſaa herlig!
Min Gud! hvor eiegod han er!
De unge Karle.
Gyngende let, os over
Havets ſkumdaekte Vover

Gondolen hid til Feſten bar!
(de gage).

Tredie Scene.
Ritta. Camilla. Alphonzo. *

Ritta irer efter de Bortgagende). Hvilket Sieblik! hyilket
Bryllup ! |

Camilla. Altfor herligt; jeg er vis paa, at min
ſtakkels Alphonzo ødelægger fig derved.

Alphonzo (munten. Jeg? det vilde falde mig van;
ſkeligt! En ung Officeer, en ſimpel Lieutenant! —

Fr RRS ES ENN E

e

Men, tjære Camilla! Din Fader er det flet ikke mu:

ligt at fane til at være ſparſom. Min kjere Ab

phonzo!“ ſiger han hver Dag til mig, 'ſpar ikke paa

Pengene, Du bliver Svigerſon af den rige Lugano,

den meeſt anſeete Handelsmand paa hele Sicilien ;
frygt ikke for, at Du ſkal tømme mine Pengekiſter,
der ere, Gud være lovet! uudtømmelige, ſom min
Omhed for mine Born!“

Camilla (med Omhed). O derpaa iilsendee jeg min
Fader !

Ritta. Ja, det er fandt! han alene eier flere Se⸗
chiner end hele den venetianſke Republik, uden at tale
om hans Landeiendomme, hans Slotte — har han
ikke nu nylig ogſaa kjobt dette til det unge Par? og
jeg ſkulde troe, at det er deiligt. :

Alphonzo. Det er netop denne ere Fivttni,
fu gjør mig bedrøvet.

Kitta. Er J bange for den? og J er Soldat?
de Herrer forſtage dog ellers godt at gjøre Ende paa

det Slags Bedrovelſe. |

Alphonzo (tir Camilla). Jeg, ſom ikke eier noget uden
min Kaarde! |

Camilla. Endnu Stolthed? det er meget ſlemt,
Signor! At bebreide os vor Rigdom, ſom om den
var en Feil. Bebreider jeg Dig de Tjeneſter, Du
har beviiſt os? Har Du ikke ved at rive min Fader

ud af Rovernes Hænder i Djavledalen, givet mig tu—

finde Gange mere end jeg kan ffjænfe Dig!

Kitta. Jo ganſke viſt, og det fortjener Gjengjeld.
Signor Lugano vil herefter give Eder Leilighed til at
gjere ſig mange af det Slags Tjeneſter; thi uagtet ſin

10

Alder tager han ſig ſlet ikke i Agt. Var han ikke
endnu i Morges før Daggry paa fin Tartane, for at
ſeile den koſtbare Convoi, ſom han venter fra —
imode?

Camilla chef. Hvad? Dø: Du ba ladet ben tage
bort, Ritta? J

Alphonzo. Paa vor Bryllupsdag ? 9 00

Ritta. Var J rolig; han kommer tilbage før.
Hoitideligheden. Der er ikke mere nogen Fare paa
Forde ſiden den berygtede mane 0 den 8
Zampa, er greben.

Camilla. Men er det ogſaa ganſke viſt?
Alphonzo. Ja, denne Gang er eee
ſand. Han er bleven overraſket paa en af de lipariſke
Oer, hvor han havde fit Tilholdsſted og er fort til
Fengſlet i Melazzo to Mile herfra. (viſer dem nogle Papirer).
Jeg har endogſaa nylig fra Raadet i Mesſina mod:
taget hans Dom og hans Signalement, for at beviſe,
at det virkelig er den rette Perſon. |

Ritta (ſtaaer Hænderne fammem. Hellige Madonna! fad
dant et Uhyres Signalement! Har J un vovet
at læfe det, Signor?

Alphonzo (gjennemlober Signalementet). Jeg kan e
Dig, at hvis han ligner fi it Pas faa maa **
være en meget ſmuk Karl.

Ritta. Hvilken Beſpottelſe! en ſmuk Karl! Saa:
dan en reen Satan, der er kommen lige ud af n.
med ſamt ſin forvorpne Bande.

Camilla. Som i femten Aar har ødelagt Italien.

Ritta. Som kun lever af Ran, ſom tager Loſe⸗
penge for Mændene, forfører Konerne, bortfører Pi

11

gerne — aa! han kan Abri ligne noget geſtent
Menneſke!

Alphonzo eſmuende). Du er meget vred paa ben
lille Ritta!

Ritta. Det er ikke uden Aarſag. Han er Skyld
i, at jeg er Enke, og i min Alder tilgiver man ikke
ſligt, Signor! dtorrer Oineney. Min ſtakkels Daniel Ca:
puzzi! det var en ærlig Fiſker fra den genueſiſke Kyſt —
ſaadan en ſkikkelig Mand, ſom alletider var ved Siden
af mig, naar jeg havde Lyſt til at ffjænde, og ſom
forſvandt fer Maaneder efter vort Bryllup, da jeg
juſt Havde begynde at vænne mig til ham. Det er
forſkrækkeligt! Folk ſiger, at disſe Hedninger har kaſtet
ham i Vandet!

Alphonzo. Det kan jeg ikke troe. Der fortalles,
at denne Zampa ikke ſkal være uden Heimodighed, og
endnu ganſke nylig har han nægtet at modtage Be;
naadelſe, fordi han ikke vilde robe fine Kammerater!

Ritta. Han Benaadelſe?

Alphonzo. Ja viſt! i Krigstid kan bd Deiſig⸗
hed og Talenter være til megen Nytte.

Ritta. Den hellige Jomfrue bevare os! Man
gager dog vel ikke hen og benaader ham?
Camilla (beocget)h. O jeg beder Dig, tal ikke mere
om dette Menneſke; jeg ſkjcelver blot ved at høre hans
Navn. |

Ritta. J har Ret; man bør være medlidende,
og ſiden han ſkal henges, ſaa kan man jo benaade
ham. dl Camilla). Jeg løber for at fee efter om alt er
færdigt til Gjeſtebudet. an ulwponze). Siden Herr Offi:
ceren ønffer at Signor Lugano maa komme tilbage,

12

fan gjør en lille Bon til Godſet Beſkytterinde, cregende
paa Billedſtottenn den gode Alice Manfredi; hun nægter

Jer ikke noget. (gaaer ud pan venſtre Side).
Fjerde Scene.
Camilla. Alphonzo.

Alphonzo (forundret, ſeende paa Billedſtotten). Alice Manfredi?

Camilla. Hvad feiler Dig, Alphonzo?
Alphonzo. Hvad var det for et Navn, hun nav⸗
nede? 6 5

Camilla. Ih Navnet paa denne Billedſtstte, en
ung Pige, ſom hviler ved Capellet, og ſom den hele
Egn erer ſom en Helgeninde. Du fjender vel hendes
Hiſtorie?

Alphonzo. Nei, det forſikkrer jeg Dig. Da Tjene⸗
ſten ſtedſe har tvungen mig til at opholde mig i Mes⸗
ſina, har jeg aldrig feet dette Slot, og jeg er aldeles:
uvidendende om — Jeg beder Dig, fortæl, mig dog
Alt, hvad Du veed derom.

Camilla. Men af hvad Grund onſker Du faa
meget at vide det?

Alphonzo. Det ſkal jeg ſiden fortælle Dig.

Camilla. Hvad jeg veed, er kun meget lidt. For
en halv Snees Aar ſiden boede denne ſtakkels Pige
her, ubekjendt, adſkilt fra Verden og et Hov for den
dybeſte Kummer. Hendes eneſte Lykke beſtod i at dele
ſin Formue med alle, der omgav hende; disſe gode
Folk anſee hende ogſaa endnu ſom deres Skytsengel,
og ingen Fiſker gaaer. tilſses uden at han forſt har
befalet fig den hellige Alice i Vold. Det er forſt efter
hendes Død, at man har erfaret hendes ulykkelige

13

Sfjæbne… Der er endogſaa en Ballade derom, ſom
fynges af de unge Piger, Bi lide — jeg veed ikke
om jeg kan hufſke den.
Alphonzo. O! jeg lytter til med ſtorſte Opmerk⸗
ſomhed. |
Camilla.
Ballade.
, 1.
Fra Adelsblod hun nedſtammed,
Var deilig og ſexten Aar,
J Florents hun opflammed
Hvert Hjerte i Livets Vaar!
Men den Skuyldfrie ei lærte
At bevare ſin Fred;
Een kun vandt hendes Hterte
Og han falſk brød fin Eed!

i (vender fig bedende mod Billedftotteny.
Huldt Du Faren 08 vife,
Sancte Alice!
Frels os fra Svig
Vi vil bede for Dig!
2.
For Brylluppet hendes Villie,
Bed Smiger, han ſnedig vandt;
Frok han brød Uſtkylds Lillie
Og ſtrax derpaa forſvandt.
Han vender ſnart tilbage!”
Det var den Armes Troſt;
Men ei hun ved ſin Klage
Kaldte ham til ſit Bryſt!
(bedende).
Huldt Du Faren os viſe,
Sancte Alice!
Frels os fra Svig;
Vi vil bede for Dig!

14

Alphonzo. Men ſiig mig dog, hvad er der blever

af hende? Jeg beder Dig, bliv ved.
Camilla. æn

Blidt Døden Smerten ſtilled

Paa Kyſten nær denne Borg;
(pegende paa Billedſtotten),

J dette kolde Billed

Sees end den Armes Sorg.
Man forteller, det nævner
Tidt, i Uveirets Brag,

Den Frekke, og ham ſtevner
Til Straf for hans Bedrag!

(hedende).

O vi Dit Minde priſe,
Sancte Alice!
Frels os fra Svig
Vi vil bede for Dig!

Alphonzo. Ja, det er hende! :

Camilla dagger Marte til hans ureh. Men dun den For⸗
tælling har rørt Dig!

Alphonzo. Det vil ikke forundre Dig, naar Du
faaer at vide, at den Forforer, ſom har været Aar;
ſag til den ſtakkels Alices Dod — det var min Broder.

Camilla. Din Broder!

Alphonzo. Ja, den Greve af Monza, om hvem
jeg ofte har fortalt Dig, og ſom har opfyldt hele
Italien med Rygtet om hans vilde Levnet. Da jeg
var yngre end han, og blev opdraget langt fra Flo;
rents, fan har jeg ikke lært at fjende ham; jeg troer
endogſaa at hans Træf aldrig har indpreget fig i min
Hukommelſe; men det glemmer jeg aldrig, at han er
Skyld i alle mine Ulykker. Han var i Ledtog med

15

forvildede unge Menneſker, ſom gjorde fig en Wre
af at bringe Vanere over alle Familier; han kjendte
ingen Grendſe, han bortsdſlede min Faders. Rigdomme
og tvang den ædle Olding til at ſoge et andet Fadre⸗
neland, og at fraſige ſig et Navn, ſom var betynget
med almindelig Foragt; man ſiger, at han endte ſin
Skjcbne i de ſpanſke Inquiſitionsfengſler. Dom nu
om Synet af denne Billedſtstte ikke maatte ryſte mig.

Camilla. Og hvorfor? frygter Du, at hun vil
hævne Din Broders Misgjerninger pan os?

Alphonzo. Nei; men om Du endogſaa leer af
min Overtro, ſaa maa jeg dog tilſtaae, at det gos i
mig, da jeg tenkte paa, at vi ſkulde boe paa dette Slot.

Camilla (feer paa Billedſtottenv. Og jeg er tvertimod vis
paa, at Alice vil beſkytte os; hun vredes ikke uden
paa de troloſe Elſkere, og faa haaber jeg, at Du har
intet at frygte.

Alphonzo run. Nei, det har jeg viſt ikke! gane fig)
Du har Ret, Camilla! Den Lykke, jeg har at vente,
bor forjage disſe ſorgelige Erindringer og jeg vil ikke
mere tenke paa andet end vor Kjærlighed.

Femte Scene.
De Sorrige. Ritta.

Ritta. Skynd Jer, Signor! ſkynd Jer; der er
nogen ſom ſporger om Jer.

Alphonzo. Og hvem da?

Ritta. En Herre tilheſt, ſom ſiger, at en Flot for⸗
nemme Herre venter Eder i Citronlunden.

Alphonzo. Ah, det er mine Kammerater, Vice:
kongens Officerer, ſom jeg har indbudet, og ſom ikke

16
tor komme uden at jeg fremſtiller dem me Dig. Jeg
iler hen til dem. 1450
Camilla. Bliv dog ikke for længe borte?
Alphonzo (kysſer hende pan Haanden). Om ti Wb er
jeg hos Dig igjen.

(gaaer ud paa hoire Side).

Sjette Scene.
Camilla. Ritta.

Ritta bier Kurven, ſom ſtager paa Bordet). Det er forth
feligt, faa fane vi Tid til at pynte Bruden.

Camilla (fætter n. Min Faders Tartane er endnu
ikke at fee? lung

Kitta. Nei, Signora!

Camilla. Hvor jeg ſkal ffjænde paa ham, fordi
han ſaaledes har ladet os vente. Skynd Dig dog,
Ritta!

Ritta (tager Sloret 7120 Man veed ikke hvad man ffal
tage af alle disſe ffjønne Sager. .

Camilla. Tag det Simpelſte.

Ritta. For at Signor Lugano ffal blive vred ?
han, ſom er faa ſtolt af fin Datter! Nei, nei! om
jeg tor bede! J maa finde Jer i at vare glimrende
kledt. ing

Camilla. Og døe af Kjedfomhed !

Ritta Hellige Jomfrue! man ſtaaer ikke Brud
hver Dag; det er ſaadan et ſkjont Sieblik! De mange
Menneſker, ſom ſtromme til for at fee Bruden, de
høie Jubelraab, Klokkernes Lyd. — Men det er fandt,
jeg horte dem ikke i Morges? hvad tager Dandolo

17

ſig for? han ſkal jo ellers er til . e 0 i
Capellet!

Camilla. Er han ikke bleven ſendt til Melazzo for
at hente Praſten?

Ritta. Han kunde jo været her tilbage for længe
den; han gik Klokken fire i Morges. O han har
moret ſig paa Veien. Den Knagt gjor Cour til mig
og jeg havde iſinde at tage ham iſtedetfor min ſtakkels
Daniel; men derſom han ikke er mere noiagtig i at
opfylde ſine Pligter, ſaa komme vi to ikke ud af det
med hinanden.

Camilla uvifer fig. Tys! der kommer nogen.

Ritta (feer mod Baggrunden). Det er ham, det er Dan:
dolo — ak min Gud! hvor han feer bleg ud.

Syvende Scene.
Ritta. Dandolo, Camilla.
(Dandolo er bleg og feer fig ſtedſe om, ſom om nogen forfulgte ham).

Terzet.

Ritta.
Had er det?

Dandolo (ftjælvende).
Tal dog ei!

Camilla.
Hvilken Skrak!

Dandolo.
Tal dog ei! å
Seer Du ei, der han ſtaaer?

Han overalt er paa min Vei!
(forvirret, ſom om han talte med nogen der truede ham).

2

*

Tilgiv! tilgivl f
Ak, Herr Rover! ſpar mit Liv!
Af Skrek jeg Febren faaet har.

Camilla.
Hvad er det? men faa ſpar!
Jeg troer af Radſel han forgaager.

Ritta. g i
Brug Din Forftand, Du feige Nar!

| 55 Kitta.
Siig hvor Du var —

Dandolo.
| Det har jeg glemt!

| Camilla.
Men hvad Du ſaae —

Dandolo (fuffende).
Jeg veed beſtemt!
See denne Vei!
Staaer han der ei?
Hans Dragt var rod,
Barſt Stemmen lød,
Som Lynet flammede hans Blik
Saa jeg en Feber deraf fik!

Camilla.
Men mon Forſtanden tabt han har?
Ritta.
Du feige Nar!
Fornuftig ſvar.
| Dandolo,
Tal dog ei! tal dog ei!
Han overalt er paa min Vei;
Tilgiv! tilgiv
Ak, Herr Rover! ſpar mit Liv!

Kitta.
Tal, Dosmer! det ellers gaaer Dig ant
Har Du med Praſten talt?

Dandolo. |
Nei! ås F—
Ritta. |
Til ham gik jo Din Vei
Da Du gik bort herfra?
Dandolo.
Ja!

Camilla.
Og hans Svar Du ikke bringe kan?

Dandolo.
Nei!
Kitta.
Nei? hvem hindrede Dig da?
Dandolo

(vil til at fortælle, men ſtandſer angſt).

Han —

Ritta.
Han?
Camilla.
Han?

Dandolso (ſjelvende).

Han —

(ſpringer angſt tilſide).
Tal dog ei! tal dog ei!
Han overalt er paa min Vei!

Camilla.
Hvad der har modt ham paa hans Vei
Det fatter jeg ei!

2*

Ritta.
Ak, reent Forſtanden tabt han har!
Du dumme Kryſter! gaae Din Vei,
En flig Kujon jeg elſter ei!
0 Dandolo (forvirret).
Af Skrak jeg Febren faaet har!
Tilgiv! tilgiv!
Hvad? jeg fornærme Jer? nei! nei!
Herr Rover! ak ombring mig ei!

Ritta (utaalmodig). Vil Du nu ſtrar, uden Omſvob,
ſige os, hvorfor Du ikke har kunnet fane Praſten
med Dig? Svar hurtigt, ellers flaaer jeg op med
Dig, og Du faaer mig aldrig til Kone!

Dandolo. Gud bevares, lille Ritta! Du gaaer
hen og faaer mig til at gjøre en dum Streg; men
ſiden baade Du og Signora vil have det —

Camilla. Ja viſt, ja viſt! Du er jo færdig at
dræbe os.

Dandolo. Du veed jo, Ritta! at jeg i Morges
tog Veien igjennem Djevledalen for at ffynde mig de⸗
ſtomere; jeg fang for at holde mig ſelv med Selſkab,
ſiden det neppe var Dag endnu; men ligeſom jeg nu
dreier om ved den hvide Klippe, ſaa ſeer jeg en lang
Satan ſtaae foran mig og han ſtandſer mig ganſke
trodſig uden videre, og ſiger: 'Hvor ſkal Du hen,
Dosmer?“

Kitta. Det var viſt Een ſom kjendte Dig.

Dandolo. Tankte jeg ikke det ſamme i Forſtnin⸗
gen? Jeg vilde ogſaa til at tage min Hat af for
ham; men faa kom jeg til at ryſte faa forſkrakkeligt,
at jeg ſlet ikke kunde finde den.

21

Ritta. Kujon! ryſte for et eneſte Menneſke.

Dandolo. Nei, han var ſlet ikke alene; han
havde en Sabel og fire Piſtoler med ſig.

Camilla. Gud!

Dandolo. Hvor ſkal Du hen?“ 8 han
mig igjen med en Tordenroſt. Hen at hente Præs
ſten i Melazzo, ſvarede jeg ham og det paa faa peen
en Maade, ſom det var mig muligt. Han ffal vie
den rige Luganos Datter?“ ſpurgte han mig igjen.
»Du gaaer forgjaves; Praſten er og, han kommer
ikke!

Camilla. Er det muligt?

Dandolo. Ja faa,” ſagde jeg, ſaa vil jeg *
mig hjem, for de vente mig paa Slottet,” — For at
Du ſkal ringe ved Vielſen?“ ſagde han; 'derſom Du
underſtaaer Dig dertil, faa ringer Du til Din Des
gravelſe!“

Ritta. Din Begravelſe?

Dandolo. Ja, nu vil jeg ſporge om det er nos
get at ſige til et ungt Menneſke paa to og tyve.
»Forreſten, ſagde den lange Djævel, bliver der ikke
noget af dette Giftermaal; jeg vil ikke have det.“

Camilla. Ritta. Hvad for noget?

Dandolo boedblidendn. Paa den Maade har Du
nu forrettet Dit Wrinde; men ikke et Ord,“ ſagde
han, og vifte mig fine Piſtoler: »mine Venner have
lange Arme og Du ffal høre fra dem. Gaae!' —
Det lod jeg mig ikke ſige to Gange; jeg gav mig til
at lobe og jeg var ſaa forvirret i Hovedet, at jeg
var nærved at lobe lige ud i Stranden i den Tanke,
at jeg var paa Landeveien.

Ritta. Hellige Jomfru! men hvad) vil alt dette
fige ? * W e eg

Camilla (ond fig seie). Der bliver ikke noget af dette
Giftermaal — hvad er dog det for et Menneſke?

Kitta. Hvad har han med at blande ſig i det?
Jeg vil vedde pan, at det er et Eventyr, ſom Dan:
dolo har hittet paa for at ſpare pan fine Been.

Dandolo. Et Eventyr? jo jeg takker! Hu! jeg
ſynes at jeg ſeer ham endnu! han kom frem af en
lille Fordybning — (peger pan en Niche paa hoire Side) ſaadan
neſten ſom den — og (feer den Übekjendte, ſtammende) Ah —
ah — alle Helgene! — der er han igjen!

Camilla og Ritta (forſtrektede). Hvem?

Dandolo (peger ſtjælvende paa ham, idet han trekker fig over til den
anden Side). Menneſket med den rode Kappe — ſee!

Ottende Scene.

Dandolo. Ritta. Camilla. En u UÜbekjendt.
(Den Übekjendte er indhyllet i en rod Kappe, pan Hovedet har han en gran Hat
med fort Fjer, Han kommer ind paa hoire Side og læner fig mod Ryggen af
en Leneſtol, ſom ſtager tæœt ved Bordet; hans Hine ere heftede pan Camilla).

Qvartet.
Camilla. Kitta. Dandolo (ſagte,
Der han er!

Hvor mit Hjerte ængftligt bæver ;
O hans Blik vekker Angſt i mit Bryſt!
Den Übekjendte (gate.
Der hun er!
Sig af Glæde Hjertet hæver,
Disſe Blik i min Sjel væffer Lyſt!
Den UÜbekjendte (nærmer fig).
Naar her med Glands man Jer Bryllup bereder,
Kan mit Komme da undre Jer?

23

Camilla ſſeer frygtſom paa Ham).
Jeg kjender ikke Eder; |
Men ffal jeg troe, hvad man har ſagt,
Til at forſtyrre den hellige Pagt
Et Ord er nok af Eders Leber.
Den Übekjendte couch.

Det er fandt! dette Bryllup til intet jeg gjor!

Camilla og Ritta.
O Gud!

Den Übekjendte.

Dog jeg forſikkre tor,
At Baandet J ſelv vil bryde —
5 Camilla (foot.
O Gud! hans Ord mig dræber!
Dandalo (date.

Strar man feer, hvad i Skjoldet han bær!

Camilla une Krafn.
Siig, med hvad Ret — 2

Den Ubekjendte (vier hende et Brev).
Min Ret J finder her!

(Camilla tager forbauſet Brevet og ſynes at frygte for at aabne det).

Den Übekjendte (aste.

Hun er ſkjon, fig af Glæde Hjertet hæver,

Disſe Blikke i min Sjel vælfer Lyſt!
Camilla og Ritta (fast).

Nær ved ham Frygt min Sjel gjennembaver,

Hvert et Haab er udſlukt af mit Bryſt.

Dandolo (ſagte).

Jeg har reent tabt Forſtanden!

Ak, jeg for havde Lyſt

Til at ſlaaes felv med Fanden,

End at vove med denne en Dyſt!

(Den Übekſendte viſer Ritta og Dandolo ved Tegn, at de ſtulle fjerne fig; de ad:
lyde; Camilla og den Übekjendte blive ſtagende i Midten af Theatret. Under
denne Bevegelſe har Camilla aabnet Brevet).

24

Camilla.
Hvad er det?
Den Übekfendte (sagte, paabydende Taushet).
Bær dog forfigtigi *
Tamilla (ned en af Forbauſelſe dæmpet Stemme).
Det er fra min Fader!

Den Übekjendte.
Ja rigtig!
Camilla (tæfen.
Jeg hos den grumme Zampa i Fangenfkab er,
Og, lenket paa hans Skib, den verſte Skjebne nær,
Hvis ei min Rigdom — ' (aforyder) Hvad? — det er Evig!
Thi man Zampa jo greb!
Den Übekjendte eſmilende.
Han frelſte ſig!
Camilla.
Hvordan? '
Den Ubefjendte.
Her feer J ham ſtaae! — Det er mig!!
Camilla (vil my.)
Sud!
Zampa (holder hende tilbage og vedbliver med dæmpet Stemme).
Jeg til Eder mig overgiver;
J kan robe mig, om J tor;
Men hvis af Eder forraadt jeg bliver,
Saa beteenk: Eders Fader doer!
Hvis jeg til Skibet ei i Morgen
Tilbagevender, da for hans Dod jeg er Borgen.
Camilla (ſonderknuſh.
ſEngſtligt banker mit Hjerte;
Han ubøtelig er!
Ak min Dod er ner!
Jeg overvældes af min Smerte!

Ritta.
ͥEngſtligt banker mit Hjerte!
Hvad mon han dog vil her?
Ak, hun ſin Dod er ner!
Hun overveldes af fin Smerte!
Dandolo.
UEnaftligt banker mit Hjerte!
Hvad mon han dog vil her?
Ganſke modlos jeg er;
Hans barffe BUE mig at ſkjelve lærte!
Zampa.
Hvorfor bæver mit Hjerte,
Da mit Held jeg er ner?
Jeg dog røres af den Smerte,
Hvoraf hun opfyldt er.

Camilla N DÅ
Skjcenk en fortvivlet Datter
Dog ſin Fader atter!
Zampa.
J maa loſe ham ud!
ü Camilla.
Hvormed? — O milde Gud!
Hvad fordrer J?
Jag alt; men gjør ham fri!
Behold den Rigdom, I ſeer! —
Zampa (med Smbed).
Jeg fordrer meget meer!
Camilla (irystfom).
Og hvad da?
Jampa lofter et Oieblits Taushety.
Det ſtal jeg afgjore,
Naar J har Kraft hos Eder mig at hore;
Men ſtands med Feſten og hver Bryllupsſkik.

Camilla ttjælvende). -
Hvordan?
Zampa.
Det J maa; jeg det byder!
Camilla (ſegnende, med qvalt Stemme).
Jeg adlyder!
Ritta dier til hende).
Hvad er det? 5
Camilla (tager hendes Haand og vil vaklende gage bort).
| For mig bort fra hans Blik!
Camilla. Ritta. Dandolo (iaste.
ͥEngſtligt banker mit Hjerte ꝛc.
Zampa (jagte).
Hvorfor bæver mit Hjerte ꝛc.

(Camilla og Ritta gane idet de forfærdede hæfte Oinene paa Zampa, ſom gaaer
frem paa Skuepladſen ſaaledes, at han fpærrer Üdgangen for Dandolo,
der feer fig nodt til at blive),

Niende Scene.

Zampa. Dandolo.

Dandolo (sagte. Det er ſmukt! de lader mig blive
alene med det Satans Menneſke! |
Zampa (feer Camilla gane bort). Nu er jeg vis paa, at

hun ikke ſkal flippe mig af Hænderne. (later fin Kappe tir
ſide og fætter fig i en Lænefiol paa venſtre Side).

Dandolo (iagte. Bil man fee! han gjør fig magelig.

Zampa (lægger Merke til ham i det Hieblik, da han vil ſnige fig bort).

Ah ha! det er Dig, ſom har mødt mig i Morges?
Dandolo (med et mildt Unfigh. Ja, ja — det er mig,
ſom Havde den — den Fornsdielſe.
Zampa. Godt! Lad nogle Varelſer gjores iſtand
for mig og mit Folge.

—
2

27

Dandolo (sagt. Hans Folge? ja ſaa! — det er
altſaa en fornem Herre! Han har en lsoierlig Reiſe⸗
dragt, cheiö). J agter da at beere os en Tidlang
med Eders Nerverelſe, Signor? |

Zampa. Muligt! En uformodentlig Hendelſe hol
der Lugano langt herfra, og da vi ere gamle Venner,
ſaa har han tilbudt mig ſit Huus, ſom jeg har mod—
taget, uden Omſtendigheder.

Dandolo (iagte, beroligende fig. Ah, det er en Ven!
det er en anden Sag! geit. Det lader til, at J
ikke har bragt meget gode Efterretninger?

Zampa (i en let Tone). Hm! der er ſkeet en lille For:
andring; men det komme vi nok ud af. (eiſer fig). Det
er et meget vakkert Slot og Egnen er deilig. Er
der noget at ſee her omkring?

Dandolo. Ih, bevares! hvis J reiſer for For:
neielſe, faa kunde J aldrig komme beleiligere; tna
begynder juſt at ſpye Flammer og i Morgen forſamler
hele Egnen fig for at fee den berømte Zampa blive
hængt — det vil blive deiligt!

Zampa (digegyldigb. Zampa? en Sperover?

Dandolo. Ja, en ſtor Spitsbub!

Zampa. Jeg har hort tale om ham. Naa, ſaa
han ſkal hænges? det ſkader ham ikke! det er en Dos⸗
mer; hvorfor har han ladet fig fange? O, jeg er
færdig at døe af Udmattelſe; ſorg for, at jeg faner
nogle Forfriſkninger: et gode Maaltid og, fremfor alt,
de bedſte Vine, Din Herre har i fin Kjelder.

Dandolo. For hvormange Perſoner ſkal jeg dakke?

Zampa. Hm, for en Snees!

Dandolo (forsaufet). Hvad behager?

28

Zampa. Jeg troer Du neler? Gaae og ſporg
Signora, fan ſkal Du høre at hun ikke nægter mig
noget! Ah! hør! glem ikke Cypervinen, jeg drizer
aldrig nogen anden.

Dandolo (iorftenet). Ja, jeg vil gaae og høre Ritta
hvad jeg ſkal gjore! Det er beſtemt en Ven, for
han vil Gen alting. Gagen, i

Tiende Scene.

Zampa (firar efter) Daniel.

Jampa. Han er borte! (gaaer til Doren paa højre Side.)
Heida, Daniel, Du Perle af en Styrmand! er
Du der?

Daniel (tommer ind). Ved St. Michael! jeg har væ:
ret her en heel Time.

Zampa. Hvor ere vore Folk?

Daniel. J Haven.

Zampa. Den ſtore Galei?

Daniel. Fjerner fig fra Wee med vor Fange,
den gamle Lugano.

Jampa. Veed Du ikke hvorledes det er gaaet
med det unge Menneſke?
Daniel. Naa han, Elſkeren? Han er nok i Sik⸗
kerhed. Pippo har paataget fig at lokke ham hen i
Citronlunden.

zampa. Vivat! vi ere Herrer over Terrainet!
Naa, Du Havheſt! der ſeer Du, at intet er umuligt
for den Forvovne! |

Daniel (med angergiven Mine). Ja, ja, jeg ſiger det, det
er at friſte Himmelen, ſom allerede ikke er ſaa meget
godt ſtemt for os, hvorvel der aldrig gaaer en Dag

i

29

hen, uden. at jeg beder den om Tilgivelſe for vore
Synder; thi fordi man er Soerover, faa er man
dog hverken Jode eller Hedning.

Zampa. Ah, der har vi min Hr. Heldore! Han
ſtjal gjerne fra fin egen Fader og troede at gjøre” det
godt igjen ved at læfe nogle Paternoſtre. Hvad har
Du at klage over? er det ikke en herlig Stand?

Daniel. Det nægter jeg ikke; Standen er jo
indbringende nok, lovet vere Orkanerne og den hellige
Nikolay; men det ſker mig i Hjertet, at man ffal
tjene med Slyngler, ſom hverken kjende Troſkab eller
Aere, ſom ſlet ikke troer paa noget og ſom gaaer hen
og plyndrer en ſkikkelig Mand, uden at de fkal faa:
meget ſom paalagge fig ſelv den ringeſte Bod derfor.
Det forſommer jeg nu aldrig; det er dog altid noget
til Afdrag, og jeg haaber, at naar mit Regnebret en:
gang ſkal opgjores, (hæver Oinene mod Himlen). ſaa vil jeg
altid have et lille Overſkud.

Zampa (lende. Det er dog en Erkeſpitsbub! han
vil endogſaa ſtjele fig en Plads i Himmerige.

Daniel. O jeg beder Dig, Capitain! ſpog ikke
med den Sag! Men hør nu, lad os ſee til, at vi i
en Haſt kan fane Loſepenge for den Aut Lugano og
faa ſmore Haſer!

Zampa. Nei, jeg har forandret min 16 1

Daniel. Hvad for noget?

Zampa. Vi blive her!

Daniel (forbauſeyh. I dette Slot?

Zampa. Til i Morgen.

Daniel. Men i alle gode Aanders Navn! hvad
er det for et Indfald? hvis man kjendte Dig?

30

Zampa. Det har ingen Fare! De troe, at jeg
endnu. ſidder imellem fire hvide Vegge — ſom om
jeg nogenſinde blev mere end to Timer i Fangſel!
Naar de opdage min Flugt ſaa er jeg allerede den
fortryllende Camillas Mand.

Daniel. Hendes Mand! hvad er det Du ſtger 2

Zampa. Ja jeg gifter mig.

Daniel. Igjen! — paa fjorten Dage, ſom fed
vanligt?

Zampa. Det er den eneſte Maade, hvorpaa vi
kan komme i Beſiddelſe af den gamle Luganos uhyre
Formue; desuden er den lille Glut nydelig og jeg
elſker hende til Raſeri.

Daniel. Og Du troer, at hun vil give Dig
ſit Ja? i

Zampa. Paa Gieblikket! Det er fandt, jeg ons
ſkede gjerne at vi lode os fee i et glimrende Optog
ved denne Leilighed, derfor maa Du ſorge for, at de
prægtige Dragter, ſom vi wee ved mit Bryllup i
Venedig, komme i Land.

Daniel. See faa, nu ffal vi igjen til at gjøre
dumme Streger. Ja, jeg har jo altid ſagt Dig, at
Fruentimmerne blive Din Ulykke.

Zampa bnunter), Tal ikke derom; det er min ene⸗
ſte Lidenſfkab. Det er Fruentimmerne, der have ſtyret
min Skjebne. J denne Verden, ſom vi ere nødte
til at leve i, er der en Mængde latterlige Skikke, tu⸗
finde Hindringer overalt, Fædre, Brødre, ſom blive
fornærmede — man maa vare tro, eller ikke bedrage
flere. end een ad Gangen; men hvormegen Tid gaaer
der ikke tilſpilde derved? (begeiſtrey. O Livet er altfor

31

kort til alle disſe Omveie. Paa mit Skib, i det
mindſte, er der ingen anden Lov, end min Villie;
mit Kongerige er overalt, hvor jeg er den d
og alle Fruentimmer ere min Eiendom!

Daniel. Men, hellige Michael! Hvad vil Du
gjøre med dem? jeg har aldrig eiet mere end et ene:
fie; det var min Kone; jeg er gaaen min Vei fra
hende og jeg frygter kun een Ting, det er, at Him:
len vil være faa naadig at forære mig hende igjen.
Tag Dig iagt, Capitain! Din Kjærlighed bringer os
alle i Galgen.

Zampa (ton). Lad mig ſorge for det.

Daniel. Ja, vi andre maae vel ogſaa ſorge lidt
for det.

Zampa. Som jeg ſiger Dig, jeg ſparer for Alt
og jeg har allerede taget mine Forholdsregler. Er
Pietro tagen afſted til Mesſina?

Daniel. Han vilde ikke.

Zampa. Hvad? for Satan! vover man nu at
lade være at opfylde mine Befallnger?

Daniel. Han vilde vide hvad der ſtod i det Brev,
han ſkulde bringe Vicekongen.

Zampa. Og Du har ikke, paa mine Vegne, ja⸗
get ham en Kugle igjennem Hovedet?

Daniel. Jeg ſagde til ham, at han kunde være
vis paa, at Du gjorde det, hvis han vovede at ſpor—
ge Dig — og ſaa beſluttede han fig til at tage bort.

Zampa. Godt! jeg holder ikke af nysgjerrige Folk
og den Forſte — can hører et Kanonſtud meget langt borte)

Hvad er det?

A

32

Daniel. Det aftalte Signal; Galeien ligger for

Anker omtrent to Mile fra Kyſten.
Zampa. Og vi kan offre denne Nat til Gleden.

Kald paa vore Venner; vi behøve ikke længere de uds

ſtillede Poſter.

(Daniel nærmer ſi ig til Baggrunden, ehr et lille Horn, han har hængende
om Halſen og ſteder let deri. Natten begynder at bryde frem).

Ellevte Scene.

De Sorrige. En Deel Soerovere, (ſom henunelighedsfulde træde ind

fra høre Side).
8 Finale.
Søerøverne (med dæmpet Stemme).
Strar vor Flok Signalet adlyder ;
85 har Troſkab ſvoret Dit Flag,
Og, ſom Stormen, ſtrax vi frembryder
Gjelder det Kamp eller muntert Lag!
Zampa.
Mildt tilſmiler Lykken vor Sag!
Jeg kom — jeg ſage og vandt Seier!
Af dette Slot jeg nu er Eier.
Sceroverne.
Hvad? Du af Slottet nu er Eier?
Zampa.
„Jeg kun et Ord behover her
J fee, tappre Mend! mit Bud ſtrax opfyldt er!

Søerøverne.
Hvordan ?
Zampa.
Pas pan! Et herligt Bord I at elffe pleier?
Daniel.
Ja viſt!
Zampa.

Og Viin?

——
2 —— —

Daniel.
Naar extra den er!
Zampa emed ſterk Stemme).
Kom dakker Bordet hurtigt her!

Tolvte Scene.

De Sorrige. Tjenere og unge Diger.
(nogle bringe et Bord, hvorpaa der ſtager et ist Maaltid, Glas og Flaſter,

andre bringe Fakler).
Tjenere og unge Piger.
Eders Vink hver af os adlyder;
Alting er her Jer til Behag!
Fro vi gjore hvad J os byder
Ferdigt er alt til muntert Lag.

Søerøverne (jagte).
Jeg ei forſtaaer hvad det betyder ;
Her han handler efter Behag
Og til Beviis, at man ham lyder,
Her et Bord ſtaaer dekket med Smag!

Zampa (til Tjenerſtabet).
Tilfreds jeg er;
Nu fjerner Jer!

Tjenere og unge Piger.
Strax vi gane bort; men hvis J byder,
Rede vi ſtaae, Jer til Behag!
Froe vi vil gjore hvad J os byder,
Naadigt vor Tjeneſte modtag. (gage).

Trettende Scene.
Zampa. Daniel. Soeroverne.

Zampa (Iyftig).
Til Bordet!

— *
øl”

34

Svermen.
Til Bordet!
(de ile alle til Bordet og fætte fig i Uorden; nogle ſtage; Zampa fætter fig
en Læneftol ved Bordet og Daniel paa en Tabouret pan den anden Side).
sele Sværmen. (Iyftig og larmende).
Hvert Minut for Fryd vi lever
Til vor Stjerne daler ned;
Thi paa Tidens Vinger fvæver
Let Livets Glæder afſted!

Daniel (ligeoverfor Zampa).

God Viin!
En Søetøver.
Herlig Mad!
Andre Søerøvere.

Jaa, paa min Are!

Alle.
Det Capitainens Skaal ſkal være!

0 Zampa.

Mange Tak! jeg beder, til Gjengjeeld, at enhver
Til mit Bryllup ſig vil indfinde.
Alle.
Vi komme ſkal!
En Søerøver.
Hvis Vinen er ſom her
Jeg kom, om ſelv Paven tog en Sultaninde!
Daniel.
Spot ei, hvis Du vil Himmerige vinde!
” Zampa.
Hor Cato! — For Fanden! lyt nu til,
Jeg med en Sang den Helgen more vil!
Alle.
Hor Cato! — For Fanden! lyt nu til;
Thi han more Dig vil!

Zampa.
1.
Lad den fraadende Bølge
Mod Skyen kaſte mig!
Lad min Snekke den folge,
Naar brat den ſenker fig!
Munter jeg Stormens Raſen hører!
Tommer jeg mit Glas,
Er den mig Spas!
Thi maaſkee os et Skibbrud fører
J det vilde Hav
Snart til vor Grav!
Alle (klinke og drikke).
Munter jeg Stormens Raſen hører ꝛc.
Zampa.
2.
Siger man, at min Pige,
Som Vinden, flygtig er,
At hun fin Eed mon fvige
Og har en Anden kjer!
Munter jeg hendes Letſind hører!
Tommer jeg mit Glas,
Er den mig Spas!
Thi maaſtkee os et Skibbrud fører
J det vilde Hav
Snart til vor Grav!
Alle cküunke og drikke).
Munter jeg hendes Letſind hører 2c.

(Daniel, der har reiſt fig, ſom for at flyg for denne forargelige Viſe, gaaer
hen for at ſette fig i en Leneſtol paa venſtre Side og er tæt ved Alices
Billedſtotte; ſtjælvende læſer han Indſtriften). ;

Daniel (farer tilbage til Zampah.
Ah, hvilket Syn! o jeg forferdes!
Zampa (fiddende).

Hvorfor?
* .

36
Daniel.
See Marmorſtotten —

Zampa.
Bliv ved!

Daniel.
Alice Manfredi, ſom Du bedrog, trods Din Eed —
Der hun ſtaaer!
Zampa (feer pan Billedſtotten),
Nu vel! kan en Steen Dig forſkrekke?
Fat Mod, Kujon! ;
Daniel.
Ak, hun feer ud,
Som hun paa Dig var vred
Og Guds Hævn vilde vekke,
Fordi Du nu tager en anden Brud!
En Dod er ei at ſpoge med!

Zampa (reiſer fig, leende).
Saa ſee!
Daniel (holder paa am).
Hvad vil Du gjøre ?
Zampa (lenden.
Min Skat til Barmhjertighed rore!

Daniel.
Min Gud! han har ſikkert en Ruus
Og den gjør hans Hjerne confuus!
Du ei Støtten røre maa!
Zampa.
Slip mig dog!
! Alle (drille Daniel leende).
O han derhen tor ikke gage!
Daniel (andegtigt advarende).
Du Himmelens Torden vil hore!

37

Alle (gjore Nar af Daniel).
Aa! aa! aa! aa!
Zampa (oder ham fra fig).
Slip dog mig!
(gaaer hen til Billedſtotten).
Hiſt Din Roſt haver ſig,
Om Hævn, for Herrens Trone;
Men, Alice! tilgiv min Svig,
Maaſkee jeg den dog kan forſone!
Ved denne Ring jeg kaarer Dig atter til Kone
Og til i Morgen tilhører jeg Dig!
(Han fætter en koſtbar Ring paa Billedſtottens Finger).
Daniel (i en Krog).
Hor den Beſpotter!
| Zampa (Ivente).
Nu vel! fee nu paa mig!
Er Du endnu af Aengſtelſe rørt 2
Har Du Himmelens Torden hort?
Dum Snak! troſt Du kun Dig!
Kom her og ſyng med mig!
Hvert Minut for Fryd vi lever
Til vor Stjerne daler ned;
Thi paa Tidens Vinger fvæver
Let Livets Glæder afſted!
Til Solen blinker
Kom, muntre Brødre! klinker!
Tom bredfuldt Maal!
Kjerligheds Skaal!
Alle.
Til Solen blinker, ꝛc.
Hvert Minut for Fryd vi lever, ꝛc.
ZJampa (fætter ſea ).
Man kommer! tys, ſtille!
Alle.
Tys, ſtille!

Fjortende Scene.
De Sorrige. Dandolo (fra venſtre Side).

Dandolo.

Tilgiv om jeg et Sieblik
Forſtyrrer mine Herrers Gilde;
(til Zampa).

Jeg af Signora Ordre fik,
Hun onſker Jer at fee!

Zampa.
Det pan Timen fkal ſkee!
(Dandolo gager).
Zampa (til Damien.
Tag denne Fakkel og lys!
(Daniel gaaer foran ham; han vedbliver munter),
Hun maa forelfket være,
Sin Brudgom hun venter alt paa!
(idet han vil gage falde hans Sine paa Ringen).
Ah, denne Ring hun paa Fingren fkal bære,
Den jeg her forglemme ei maa!

(Han vil tage den af, Marmorhaanden knyttes og hæver fig heftig
han farer tilbage).

Ha! hvad er det!!

Søerøverne.
Hvilket Syn! o jeg gruer,
Ei et Blendverk jeg ſkuer,
Jeg har Miraklet ſeet!

8 Daniel (jtjærvende).

Hun trykker Marmorarmen

Med Ringen faſt mod Barmen!
(til Zampa).

Jeg af Frygt for Hævnen forgaaer

Og Du dog uden Rædfel ſtaaer?

Zampa.

Det Vinen er, ſom os bedrager,

Ved dens Kraft Mirakler vi ſeer;

Men den ogſaa Frygten forjager!

(heftig).
Endnu et Glas! kom, munter ver!
(ſtjænker med Munterhed).
Op til Fryd! for den vi lever
Til vor Stjerne daler ned!
(ſtandſer og feer de andre ſtaae blege og ubevegelige).
Saa ſyng dog med!
Strax adlyd!

Op til Fryd!

Søerøverne
(der ſtjcelvende ſoge at ſette Mod i hverandre).

Op til Fryd! for den vi lever —
— Angſt Hjertet ſlaaer! —

Til vor Stjerne daler ned!

| — Jeg forgaaer! —

Thi pan Tidens Vinger fvæver —
— O Skrakken folger mit Fied —

Let Livets Glæder afſted! |
— Jeg for Hævnen Frelſe et veed! —

Z3ampa.
Op til Fryd, for den vi lever!
Til vor Stjerne daler ned;
Thi paa Tidens Vinger ſvever
Let Livets Glæder afſted.

| (Under dette Enſemble har Zampa tomt flere Glas, for at adſprede fig; han
ffammer fine Kammerater ud for deres Angſt, kaſter vrede Blikke paa dem
og nærmer ſig Billedſtotten for at frarive den Ringen; Haanden hæver
fig og gjor en truende Bevegelſe; Sseroverne udſtode et Skrig og fſlye
til den ene Side, Daniel ſtjuler fig bag Bordet, Zampa ſtaaer alene
midt paa Skuepladſen med opreiſt Hoved og et faſt Blik. Dekket falder),

—ͤ —ẽ — . —————

40

Anden Act.

En temmelig vild Egn ved Strandbredden og Foden af Djæv-
ledalens Bjerge, hvis Kjæde man feer i Horizonten. Nogle beſka—
digede, med Buſke og Nanker omflungede Piller, antyde paa ven-
ſtre Side Adgangen til Luganos Slot. Paa høire Side, i Mellem-
grunden, ligger et gothiſk Capel, hvis Indre man kan ſee, naar
Dorrene aabnes. Foran Trappen, ſom gager op til det, feer man
en forfalden Begravelſe.

Forſte Scene.

(Ved Dæffets Opgang hører man avindelige Stemmer i Capellet, hvis
Dorre ere tillukkede).

Bon af Fruentimmer.

Fromt for Din Fod, Madonna!
Toner vor varme Bon!

Tidt, naar Skjebnen truer
Armodens Son,

Haabfuld mod Dig han ſkuer!
Troſt er Tillidens Lon!
Fromt for Din Fod, Madonna!
Toner vor varme Bon!

Anden Scene.

ZJampa (kommer fra venſtre Side).

Recitativ.
Der gjor hun Bon! hun ei ſit Haab har opgivet!
Det er falſkt! — af min Arm ingen river Dig ud!

(med Heftighed).
Nei! nei! det mig koſtede Livet!
Camilla! Du fkal vorde min Brud!

Cantabile.

Jeg for Din Ynde alt maa glemme,
Du i min Barm fremtryller Qval og Lyſt!

4¹

Kom og lad huldt Din Trylleſtemme

Vekke Glædens Flamme i mit Bryſt!
Skjonne Moe! fvag og bange,
Du hos Zampa er Fange,
Ham Din Haand hører til,
Ben et frelfe Dig vil!

8 | 4

Alle kneele fkal for mig!
Hvo bryder vel min Lenke?
Den mit Hjerte valgte fig
Skal ſtrax mig Elffov ſkjenke!
Som kjeek Corſar
Med Magt jeg har
De Glutter ranet, ſom fjære mig var !:
Alle knele ſkal for mig!
Hvo bryder vel min Lenke?
Den jeg valgte, ſkal overgive fig!
En Bajadere i Dandſe,
Med Elſkovs Roſenkrandſe,
Een Dag mig til ſig bandt!
Tidt Italiens Piger
Bed himmelſtk Ynde og Smiger
Min Kjærlighed vandt!

Hos den dorſke Tyrkinde

Og ſtolte ſpanſke Qvinde
Mit Navn har talt min Sag!
Englands Dydsprindſesſer,
Frankrigs Baronesſer

Har for mig ſtroget Flag!

Alle knele ſkal for mig, ꝛc.

U

Men. hvis den Smukke
Mig lader ſukke,

42

For at faae Hævn jeg hidſer Seil,
Ei Graad kan hende nytte —
Hun folge maa paa Havets Speil!
(med vild Kraft).
Jeg flyer, ſom Ørnen, med mit Bytte!
J Suk og Graad hun finder Smag
Den forſte Dag!
Men fee — med den anden hendes, Slater]
Saa hoit ei hæve fig,
Og paa den tredie, ſkottende til mig,
Bed fig felv hun gjentager:
Jeg maa overgive mig;
Hvo bryder vel hans Lenke?
Den, hans Hjerte valgte fig
Maa ham fin Elffov ſkjenke!

Tredie Scene.

Daniel. Zampa. .
(Daniel er prægtigt flædt og kommer fra Luganos Slot).

Zzampa. Naa, min dydige Daniel, er Du nu
kommen Dig lidt efter Din Frygt?

Daniel (ryfter pan Hovedet). Du leer af alleting, Capi⸗
tain! men jeg har ikke lukket et Hie til den hele Nat.
Denne Marmorhaand, dette truende Blik —

Zampa. Narreſtreger! Indbildning! Du fane jo
i Morges, at denne forſkrakkelige Billedſtotte ſtod
ubevægelig paa fin Plads.

Daniel. Med den Forſkjel, at Ringen var for:
ſvunden.

Zampa. O, hvad det angaaer, deri er ſlet ikke
noget overnaturligt; vore ærlige Kammerater ere her
jo; der er nok en af dem, ſom har den i fin Lom:
me, hvis den ikke ligger i Din.

—

43

Daniel. Jeg ſperger Dig til ved alle Helgene —

Zampa. O ſvarg ikke, hvis Du vil, at jeg ſkal
troe Dig; lad Helgnene blive ude af Spillet; hvad
troer Du, at de bryde ſig om Dig?

Daniel (folder Handerne). Hvilket Menneſke!

Zampa (alvorlig). Ere mine Befalinger udførte?
Daniel (Sijer fin paatlædning). Som Du fer! Hele
Mandſkabet er nydeligt! Jeg har taget denne Dragt,
ſom har tilhørt den portugiſiſke Capitain — den til:
horer mig nu med Rette; jeg har ladet læfe Mesſe
for ham. De andre har forſynet ſig i Magazinet.
Men alvorligt talt, Capitain! hvad dette Giftermaal
angaaer — vil den ſmukke Camilla virkelig tage Dig?

Zampa. Hvor tor hun nægte det, da hendes Fa:
ders Frelſe beroer derpaa. Hun har kaſtet fig for
mine Fødder, vedet dem med fine Taarer — det
hjælper ikte — hun har maattet finde fig deri.

Daniel. Det bliver Din Ulykke! pas paa, vi
ſpilde vore Omkoſtninger, thi vi komme til at lobe
vor Vei for Brylluppet.

dampe. Hvorfor?

Daniel. Zampas Undvigelſe er ne

Zampa (ironi. Virkelig?

Daniel (med dempet Stemme). Alle Soldaterne ere paa
Benene.

Zampa. Fanden heller! g

Daniel (ſom fer). Og hvor han findes, ſkal Dom:
men ſtrax fuldbyrdes paa ham. Du ſeer, at der er
ikke er Sieblik at ſpilde.

Zampa. Rigtigt; jeg vil ſtrax give Befaling
til —

EN

44

Daniel. At retirere —

Zampa. Til at ile med Vielſen.

Daniel (erer). Hvad for noget? Du tærter endnu
paa at — Naa, Du fortjente, at den deilige Camilla
ſelv ſkulde udlevere Dig.

Zampa. Det tager hun fig nok iagt for. Hen
des Faders Liv beroer paa mit; hun er nodt til at
ſorge for min Sikkerhed.

Daniel. Men vi kan ikke undgaae Efterſogel
ſerne.

Zampa. Jeg har et Middel til at gjøre dem
frugtesloſe. |

Daniel. Men faa ſiig —

Zampa. Tie! ikke et Ord mere! (med Betydning) Du
veed nok, min gode Daniel! hvorledes jeg er vant til
at beſvare Indvendinger.

Daniel (ſeer paa Dolfen, ſom Zampa leger med). Ja, det er
en anden Sag; ſaaſnart jeg hører Grunde —

Zampa (roch. Det er godt! nu vil jeg gaae hen
og pynte mig. Luur Du blot paa Pietros Ankomſt,
den er vigtigere end Du troer; bring ham ſtrax til
mig ſaaſnart han kommer fra Mesſina og ver vis
paa, at om vi endogſaa vare omringede af alle Sici—
liens Sbirrer, faa fvarer jeg dog for Jer alle!

(gaaer).

Fjerde Scene.

Daniel (alene).

Han fvarer for os! han ſvarer for os; men ders

ſom vi blive hængte, til hvem ſkal han fan ſpare for
os? Det veed jeg nok, at denne Djævel af et Men⸗

45

neſke veed Udveie, ſom ingen kan blive klog paa; men
hans Stjerne begynder at tabe ſin Glands. Dette
Mirakel — ja lad ham nægte det længe nok! jeg
har Sine, jeg har ſelv feet det, caſter pan Hovedet) og
hvis St. Benedict ikke ſtager os bi, faa ſkee vi en
Ulykke! Jeg troer, at der er ikke andet end Anger
og Ruelſe, der kan bringe hans forvirrede Omſten—
| digheder i Orden. (ſamler fig og ſynes at være andegtig).

Femte Scene.

Ritta (kommer fra Slottet). Daniel (paa den modſatte Side).

Ritta (oed fig ſelo). Jeg forſtager mig flet ikke paa
alt dette! et andet Giftermaal! Faderen, ſom bliver
længere borte end han havde iſinde, Elſkeren, ſom ikke
mere lader fig fee og Signora, ſom ikke vil ſige nos
get! Nei, ſaadan kan jeg ikke leve! Jeg maa vide
hvem den nye Brudgom er; maaſkee jeg kan fane en
af hans Folk til at ſladdre lide!

Daniel (sagt). Den Satans Billedſtstte! (vender fig os
feer Rita). Ih alle Helgene! der er den igjen! Nei —
det er et Fruentimmer! Jeg ſeer ikke en Kjole uden
at jeg ſkjelver fra Top til Tage!

Ritta (ſagtb. Der er een af dem — hvordan ſkal
jeg nu indlede Samtalen? (lader ſom hun hoſter) Hm! Hm!

Daniel (iver hen til hende med Glede). Ret et peent be—
ſkedent Udvortes! Det var virkelig Skade, om den.
ſtakkels Glut falde i Hænderne pan en af disſe Kjal⸗
tringer — (armer fig lidth.

Ritta (cotter til ham). Han nærmer fig.

Daniel (ſmilende idet han ſeer om ingen ſeer ham). Om jeg
tilbød hende min Beſfyttelſe? Jeg er jo Enkemand,

46
— ſaadan paa en Maade i det mindſte — og der er

ingen, ſom ſeer mig. (gaaer paa Tœerne hen og tager hende om Livet)
Deilige Sicilianerinde! de fee paa hinanden og ſtaae forvirrede).

Duet.
Kitta.
Ih, min Gud!
Daniel.
Ih, min Gud!
Kitta.

Hvilket Syn!

Daniel (jagte).
Ak, min Kone!
Ritta.
Du mit Alt!

Daniel (iagte).
Mit Uhelds Krone!
Det Mode var fatalt!

Ritta (ober hen til ham).

Min Ven!

Du her igjen?
Saa kom dog, ſode Mand! til mig!
Ja Gud ſkee Lov! ja det er Dig!

Min Halvedeel!

Du gode Sjel,
Som jeg begræd og troede død,
Kom, tal, fortæl mig al Din Nod!
Naa, er Du rig? hvad gjor Du nu?
Hvad vil Du? hvorfra kommer Du?

Men tie ei ſaa!

Daniel (iagt»)-

Tie jeg maa;

Thi hun os rober let!

47

Ritta.
Men er Du ſtum? ſeer Du ei ret?
Jeg er Ritta.
Daniel (anſtiller ſig forundret).
Ritta? ja hvad er det?
Hvad vil Du mig, min lille Due?

Ritta (forbaujet).
Lille Due?

Det, ved vor Frue!
Er ei min Mand;
Thi aldrig han
Kaldte mig: lille Due!

Ritta ſſagte).
Hans Velſtand begriber jeg ikke!
Det ham ei er! det ham ei er!
Dog naar jeg feer paa Skjelmens Blikke,
De ſige: Din Mand ſeer Du her!
Ja, det den Spitsbubs Mine er!
Daniel (jagte).
Min Velſtand begriber hun ikke,
Hun troer beſtemt, at feil hun ſeer!
Hold Dig nu kjak; thi Skjelmens Blikke
Forraade, at Du elfſket er!
Ja, hun ſin Mand endnu har kjer!

Daniel (ſmilende).
Og denne Mand?
Ritta (iagte).
Ja Stemmen ſelv gjenkjender jeg!
(heit).
Han lob ſin Vei!
Men naar Jer jeg ſeer for mig,
Saa troer jeg næften — at det er Dig!
Daniel (fon.
Ha?

Ritta (griber fig: ſele i Talen).
Nei! —
| Daniel.
Min Kjere!
Saa familiær J ei maa være!

Rittal

O tilgiv mig!
Daniel.
Jeg er ham da ſaa liig?
Ritta.

Ja, ſtakkels Fyr! (ſnkkende). forſkrekkelig!
Daniel (troer ſig).
For Pokker! han var da faa elffværdig !
N *
Ak, ſaa ſod, ſaa god og ſaa tro
Og til Lyſtighed altid færdig.
Daniel eſmigreh.
Ei, ei! |
Ritta (ſagte).
Der han loe!

(hoit).
Han ſommetider brugte Munden.
Daniel.
Hvordan?
Kitta.

Og var lidt grov.
Daniel guynter Panden),
Ja faa!
Ritta.
Men det ſtod ikke længe paa!
Daniel (mit).
Naa!

49

Ritta.
Hans Sjel i Grunden
Var god og blod,
Og paa hans Faſthed —

(med en Haandbevagelſe).
i tidt Prøver jeg nod!
Daniel.
Saa?
Ritta (grædende).
Aa, jeg græder nu for hans Dod!
Aa! aa! aa! aa!

Daniel (fagter.
J hendes Hine Taarer ſtaae!
Den lille Stakkel!
Det ſynes mig et reent Mirakkel,
At nogen kan mig elffe faa!

Ritta (jagte).
Den Blidhed begriber jeg ikke;
Gud veed om ogſaa ham det er? |
Dog naar jeg feer paa Skjelmens Blikke,
De ſige: Din Mand ſeer Du her!
Daniel (jagte).
De Taarer mit Hjerte beftitte!
Ak, ganſte rørt ved dem jeg er!
Den lille Skjelm! jeg tænkte ikke,
Hun havde mig faa grumme kjar.

Daniel (jagte).
Jeg modſtaaer ei meer!

See, hvor hun græder!
hai). „
Han var Jer da faa kjær?

Ritta.
Jeg tilſtaager Eder,
At ſiden han er dod —

Daniel.
N Saa er?

Hvert Mandfolk mig forhadt, jeg feer!

Sjette Scene.
De Sorrige. Dandolo (kommer lobende).
Dandolo.
Er Ritta her?
Ritta.
Hvad vil Du mig?
Dandolo (uden at je Daniel).
Naa, er Du der?
Glæden ſnart vort Haab vil krone;
Nu har jeg været hos vor Praſt,
Ou blive ſkal min Kone;

Thi alt til Lysning for os han har læft!

Kitta (jagte til Dandolo).
Tie ſtille, Nar!
Daniel.
Den Snak var rar!
Dandolo (feer Ham).
Ak, jeg ham et blev vaer!
Ritta (jagt».
Han blusſer høit af Harme!
O det en Lyſt mig er!
Af Jalouſiens Varme
Jeg feer, han har mig fjær !
Daniel (jagte).
Jeg briſter ſnart af Harme!
Jo hendes Dyd er fvær!
Bed det Slags Elſkovs Barme. -
Saa kold, ſom Jis, jeg er.

Dandolo (jagt»).
Hvorfor dog denne Harme!
Jeg reent forbloffet er!
Thi min forelſkte Varme
Med Vredens Blik hun ſeer!
Daniel.
Hvad? denne Mand, af hvem 3 ſaadant Veſen gjør — ?

Kitta.
O, jeg elſker ham ſom før,

(ſmegtende).
Men da, i min ſorgelige Bolig,
Echo tidt hans Navn gjentaget har
Og der dog Ingen gav mig Svar,
Da fire Aar jeg græd utrolig —
Nu en Troſter jeg mig taer!
Kitta (ſagte).
Han blusſer høit af Harme,
O det en Fryd mig er;
Af Jalouſiens Varme
Jeg feer, han har mig kjeer!
Daniel (jagte).

Jeg briſter ſnart af Harme,
Jo, hendes Dyd er ſper!
Bed det Slags Elſkovs Varme
Saa kold, ſom Jis, jeg er!

Dandolo (iagte).
Hvorfor dog denne Harme?
Jeg reent forbløffet er;
Thi min forelſkte Varme
Med vrede Blik hun ſeer!

Daniel. Dod og al Ulykke! (age). Stille! jeg
glemmer, at jeg er dod og ikke bor bryde mig om faa
danne ſmaa Übehageligheder.

4*

52

Dandolo dl du. Men hvad kommer det ham ved,
at jeg tager Dig til Kone?

Ritta (jagte. Tie dog ſtille! — den lille Knægt er
da ogſaa afſkyelig fladderagtig.

Daniel emed en venlig Mine idet han gaaer imellem Begge). Det
er godt, fjære Børn! jeg feer, at J 2255 fortreffe⸗
igt for hinanden, og jeg beder, at J vil gifte Jer
ſaaſnart ſom muligt!

Ritta (öorbauſet).. O min Gud! — det er dog ikke
ham!

Dandolo. Ja viſt vil vi gifte os.

Daniel (fagte til Dandole). Hvis Du underſtaaer Dig
dertil, ſaa dræber jeg Dig!

Dandolo (forfærret). Hvad behager?

Kitta. Hvad er det?

Daniel (ſwilendeſ. O ingen Ting! Jeg ſagde ham,

at derſom han trengte til en Forlover, ſaa vilde det

være mig en Fornsielſe — (ſagte tir Dandole). Tal ikke mere

med hende og viig ikke fra mig — gjør Du det, ſaa
ſkal jeg lade leſe * for Dig.
Dandolo (ſagto. Men hvad gaaer der dog af ham?
Kitta (feer at Daniel tager ham med fig). Men hvor vil Du
gage hen?

Daniel (træffer ham i Armen). Jeg har bedet ham at .

viſe mig Veien.

Dandolo. Ja, denne gode Herre har bedet mig
— Au! 7 Å

Kitta. Men Du kommer dog tilbage?

Dandolo. Ja, det forſtaaer fig! (daniel gjør Tegn tir
ham). Uf! — det vil fige — nei! — jeg troer — jeg

mener — Gal hei. Du kan være ganſke rolig for mig,

53

lille Ritta! men Du maa for alting iffe fee fan kjer⸗
ligt paa mig — tgnider Armen). Du veed ikke hvor onde
det gjør mig! (Daniel træffer ham med fig).

Syvende Scene.
Kitta (ene).

Men hvad betyder det? 'ſee ikke faa kjerligt paa
mig?” — Man fulde troe, at han ikke ſkjottede om
det. Ak, hellige Jomfrue! man ſkal fee, at af to —
fager jeg ikke een. Det er de afſkyelige Fremmede,
ſom har forhexet alle Egteſkaber — men det kan ikke
gane ſaaledes hen! — ſaadan kan jeg ikke gane og
være Enke, og derſom den hellige Madonna i Trø:
ſtens Capel forlader mig — (ter Alphonze). Ah, fee der
er Signor Alphonzo! han vil dog i det mindſte for—
telle mig noget.

Ottende Scene.

Alphonzo. Ritta.
GAlrhonzos Paaklœdning er i Uorden og bedekket med Stov).

Alphonzo (i heftig Bevegelſe). Ah, er Du der, Ritta?

Ritta. Hvor J feer forſtyrret ud?

Alphonzo. Jeg troede ikke, at det var lykkedes
mig at flippe ud af Deres Hænder.

Kitta. Af hvis Hender?

Alphonzo. Hvilken ſkjcndig Snare! Af Han⸗
derne a de Elendige, ſom lurede paa mig i Lunden,
og ſom jeg forſt efter en haardnakket Kamp var iſtand
til at rive mig los fra.

Ritta. Saa, der har vi igjen en ny Hiſtorie.

Alphonzo. Gud give, at jeg var faldet for deres

54

Dolke, jeg Havde da ikke nu været Rov for en langt
ſkrekkeligere Oval!

Ritta. Hvad? J veed allerede —?

Alphonzo. At Camilla har forladt mig, bedraget
mig — | |

Ritta.- O, beſkyld hende ikke; hun er ulykkelig nok,
ſtakkels Barn! Hun har tilbragt Natten med Bon,
og ſtedſe nævnet. Eders og fin. Faders Navn.

Alphonzo bitter). Mit Navn! Og hvem er da denne
Medbeiler?

Ritta. Ingen veed det; det er en uoploſelig Gaade!
Han har et talrigt Folge, han øfer Guld ud med begge
Hender og forforer hele Verden ved ſine een
men ingen kjender ham uden Signora.

Alphonzo. Camilla? chaftich. Jeg vil fee hende; jeg
vil tale med hende paa Dieblikket! Hun har hoitide⸗
ligt tilſboret mig Kjærlighed, hun vil ikke overlade mig
til Fortvivlelſe, uden i det mindſte at ſige mig, hvad
Forbrydelſe jeg har begaaet. chan vil gane, men feer Camilla, ſom
kommer fra Capellet). Der er hun!

Niende Scene.
De Sorrige. Camilla (fulgt af to af fine Opvarterſter).
Camilla (hæver Oinene, da hun hører Alphonzos Stemme). Alphonzo!
Cagte). O, det var mit Haab, at Himlen vilde ſkaane
mig for denne ſidſte Prove! (hun vil gage, Alphonzo holder hende
tilbage; Ritta og de to Opvarterſter fjerne fig, under Ritournellet, paa et Bint
af Camilla).
Duet.
Alphonzo (med paatagen Rolighed).
Dit Blik Du fkal ei fra mig vende!
Alt jeg veed; men jeg hader ei Dig! 15

' 3⁵

Doden ſnart min Qval her vil ende;
Men forſt fkal Din Lebe bekjende:
Hvad har jeg gjort?! — O, ſpar dog mig!
Camilla.
O, mit Svar er kun Sukke!
Alphonzo.
Er en Dag nok for at udſtukke
Et trofaſt Hjertes rene Ild?
Camilla (med foldede Hænder).
O, ſee min Qval — Din Harme ſtil!
(med Anſtrengelſe).
Jeg maa mit Hjerte for Dig lukke!
Alphonzo (Gæftig),
Alting jeg gjettet har!

Camilla (forfærdet).
O Gud!

Alphonzo.
Jeg veed, hvorfor Du mig forlader!
Camilla.
Hvorfor —?
Alphonzo.
Det er et gruſomt Bud —
Camilla.
Af hvem?
Alphonzo.
O, af Din Fader!
Camilla (med Styrke).
Nei, han uſtyldig er!
O Gud! hvis han var her,
Da Frelſen var os ner!
Alphonzo (forbauſet).
Hvordan? tal ud!
Camilla (fjerne.
Vor Skjebne Du bor kun anklage!

Den bød mig flye og glemme Dig,
Og at tynge Skjendſel paa mig,
Skal ei en ſtorre Synd mig nage!
Camilla (fagte.
Fuld af Angſt ſlaaer min Barm!
Den Mistvivl, ſom ham plager
Foroger hans Qval med Harm!
Store Gud! min Kraft mig ſnart e
Thi han troer, at jeg ham trolos bedrager,
At falſt jeg brød min Eed!
Forſvunden er min Fred!
Alphonzo (jagter.
Fuld af Rædfel ſlaaer min Barm;
Den Mistvivl ſom mig nager
Foroger Hjertets Oval med Harm!
Store Gud! min Kraft mig ſnart forſager;
Thi jeg ahner, hun trolos mig bedrager,
At falſt hun brød fin Eed!
Forſvunden er min Fred!
Alphonzo (beæftig).
Hvo fkal eie Din Haand ?
Camilla (forvinen.
Alphonzo! ſporg ei meer!
Alphonzo.
Hvis Bud knytter dette Baand?
Camilla.
Alphonzo! ſporg ei meer!
Alphonzo.
Spardet jeg veed at fore,
Dig min Arm fal befrie!
Camilla crorfærden.
Elſtte, tie!
Han maaſkee kan Dig here,
Og ham Doden er ſtedſe nær!

Alphonzo.
Hvo er han da?

Camilla (bæftig).
O, iil herfra!
Camilla (med Omhed).
Jeg tor Dig ei meer hos mig ſtue,
Med Taarer jeg Dig ſiger mit Farvel!
Evig flammer min Elſkovs Lue,
Jeg Dig fra Gud nedbeder Held!
Alphonzo.
Hvorfor tor Du ei meer mig fÉue 2
Maa for evig jeg ſige Farvel?
Jeg vil glad ſee Doden mig true,
Naar jeg hos Dig kan udaande min Sjel!
Alphonzo dbitterh.
Nei, Camilla! Du aldrig elſked mig.

Camilla.
O Gud! Du mig miskjender!
N Jeg har ei elſket Dig?
Selv hadet, jeg har Dig kjer,
Kun for Dig mit Hjerte brænder,
Kun min Elfſkov min Rigdom er!
Endnu mit Blik jeg kjerlig mod Dig vender —
Ak, men ſnart jeg fÉal ved en Eed —
Alphonzo (griber hendes Haand).
O Camilla!

Klokken finner set).
Ca milla e(ſtoder ham tilbage).
Hor Klokken! jeg maa afſted!
Camilla emed Omhedd.
Jeg tor Dig ei meer hos mig ſtue, ꝛc.
Alphonzo.

Hvorfor tor Du ei meer mig ſkue, ꝛc.
(Camilla iler hurtig bert),

1

Tiende Scene.
Alphonzo (alen).

Hun flyer mig! hun byder mig at glemme ſig! Nei,
jeg vil ikke adlyde hendes Bud! Jeg vil blive i Nær:
heden af dette Capel, hvori de ſkal forenes, og jeg ſkal
dog fane at vide hvilke Forpligtelſer det er, ſom ere
ſterkere end en Faders Bud!

Ellevte Scene.
Dandolo (fommer fra Slottet). Alphonzo.

Dandolo (udenfor. Har man feet Mage! J ſkal fane
at fee, at hvis man lader dem gjøre hvad de vil, faa
fager de dem alleſammen. feer Alpponze). Ah, er JI der,
Signor Alphonzo? Naa, vi har da eens Skjcbne —
aa! den ſtakkels Ritta!

Alphonzo (edſjunten i fine Grublerier ). Jeg kan en ikke
troe det!

Dandolo. Jeg ikke heller, og det ſaa meget mindre,
da han flet ikke vil gifte fig med hende. Jeg ſpurgte
ham ad i dette Sieblik — og han forbyder mig at
tænfe paa hende og Giftermaal! Det er bare Lyſt til
at ſige imod! For Pokker! naar han ikke ſelv vil
gifte fig, faa ſkulde han dog ikke hindre andre i at
gjøre det! Det er fandt nok, jeg holder mere af den
ſtakkels lille Kjcerling, end jeg felv veed af. Nu nylig
gik vi igjennem den ſtore Sal hvor de ſidde og ſpiſe
Frokoſt; thi disſe lyſtige Fyre ſpiſe Frokoſt — til de
begynder paa Middagsmaden — faa kneb hun mig i
Armen, for at viſe mig fin Kjærlighed, det holder jeg
nu faa meget af — men faa fik jeg idet ſamme et
ordentlige Puf — det var af ham, den anden.

99

Alphonzo (ſom neppe har hort paa ham. Og Du havde
ingen Vaaben ?

Dandolo. Nei, Gud være lover; thi ellers veed
jeg ikke hvad der kunde være ſkeet — ſaadanne Slyng⸗
ler, ſom de er.

Alphonzo (hæver Hovedet i Veet). Slyngler? Du veed
da hvem de er? Du er kommen efter noget?
Dandolo chemmelighedsfud), Nei, men jeg har Mis⸗
tanke. N |

Alphonzo tvæftig,… Forklar Dig!

Dandolo (ſom fer). Disſe Folk forekommer mig for:
degtige. |

Alphonzo. Og deres Anfører ?

Dandolo. Han er ikke bedre end de andre. cer Tegn
til ham at han ſkal være rolig). Tys! De ſi ſige alle, at det er
ſtore Herrer! — det er umuligt! de have gode Kleder paa,
det er fandt; de drikke tet, det kan jeg ikke nægte ;
men de har ſaadanne loierlige Manerer! Da jeg var:
"fede dem op, ſaae jeg hvert Hieblik nogle af dem, der
ført drak og fan puttede Solvtalerkenen i Lommen!
jeg troer dog ikke at ſtore Herrer ſaaledes pleie at tage
Solvtsiet af Bordet, naar de gage fra det.

Alphonzo. Er det alt? få

Dandolo. Nei langtfra! Jeg hørte, at de hvi—
ſkede til hverandre og fagde med en urolig Mine: Pie:
tro kommer ikke tilbage; derſom han var bleven fan:
get, ſaa kom man ſtrax paa Sporet og det var ude
med os!

Alphonzo. Pietro?

Dandolo. Det er en af deres Slang, ſom i Gaar

60

er ganen ombord paa en Baad ved S. Felice „ og
ſom man venter ſkal komme tilbage.

Alphonzo Gnn½ꝶ. Hvis man kunde opdage, naar
han kom — i

Dandolo (ligeud. Og fane Fingre i deres Breve.

Alphonzo (i beftig Bevcgelſo. Ja, ja! det er tydeligt
nok; Camilla er ført bag Lyſet, det gjelder hendes
Liv. Hor, Dandolo! Du elſker jo Din Herres Datter?

Dandolo (i en beſtemt Tone). Ja, Signor.

Alphonzo. Du har jo Mod?

Dandolo (langſomt). Det veed jeg ikke; men ſiden
J ſiger det, fan troer jeg det; det maa J jo bedre
forſtaae end jeg! |

Alphonzo. Lob til den ſtore Plads; en Deel af
mit Compagnie maa være kommen der; beed, paa
mine Vegne, Officeren om nogle Mand — Du ſkju⸗
ler Dig med dem paa anne ved St. Felice, og
naar Pietro kommer —

Dandolo. Jeg forſtaaer Jer.

Alphonzo (yt. Hvad er det for en Stoi?

Dandolo. Det er Folk, ſom komme til Bryl⸗
luppet. | |

Alphonzo. Der er ikke et Hieblik at ſpilde. Skynd
Dig; jeg — jeg vil vente dem lige ved Alterets Fod.

Dandolo. Det kan jeg lide; der er ikke noget der

giver Mod, ſom Frygten for at miſte Livet. chan gaaer
op ad en Klippeſtie medens Alphonzo gaaer bagved Capellet. Klokkerne tone og
Skuepladſen bliver opfyldt af Fiſtere).

2
—
r

——
. 1 en

al — REE
— — —

61
* Tolvte Scene.

ZJampa (i en prægtig Dragt). Soeroverne (rigt kladte). Siſkere.
Candsbyfolk. Unge Piger.

Finale.
Alle.
Hoit Echo ſkal gjentage
Vor glade Jubelſang,
Og vi den fro ledſage
Med Tambourinens Klang!
Klokken lyder!
Eder fryder!
Glædens Gud
Spreder Lykke ud!

| Zampa.

Ja, til mit Bryllup jeg Glæden indbyder,
Kom og hylder den her!
Mig velkomne ver.

Alle.
Kom hid, kom hid, Glæden venter os her!

Zampa.

Barcarole.
1.
Dalens hulde Pige!
J Din Baad Du ſtige,
Roe hid under Sang!
Venligt Skovens Kroner
Herve Dine Toner
Ved Echoets Klang!
Gris Du kold mod Elſkov var,
Spot dog ikke
Stolt dens Blikke,
Snart Din Tour ſom vi Du har!

Alle, on
Spot kun ikke ꝛc.
Zampa.

N. |
Venlige Smaaglutter, N
Fra hvis Mund der ſmutter
Tidt Suk for en Mand!
Lad nu Parrets Lykke ;
Jer det Held udtrykke,
Som vente J kan!
Til Jer Bon er Echos Svar:
Tid Du give, |
Rolig blive ; |
Snart Din Tour ſom det Du har!
Alle. |
Tid Du give ꝛc. vÅ

Trettende Scene.

De Sorrige. Camilla (bleg og ledſaget af) Daniel. Ritta.
Sruentimmer og Solge.

Zampa (med Glæde),
Hun kommer!
Alle die bende imod»).
i Der hun er!
Hoit Echo ſkal gjentage, ꝛc.

(Atle yttre deres Glæde ved Dandſe; Camilla flader paa den ene Side nedſſun—
ken i fin Kummer; Zampa, ſom flader paa den anden Side, foran Capellet,
beſkuer hende med Kjærlighed).

Zampa (jagte). 2
Hvor hun er yndig i fin Smerte!
See og tilbede Dig er eet!
Hvilket Held! ſnart er Loftet ſkeet,
At for evig mit Hjerte —

63

(3 dette Hleblik Bliver Skuepladſen lidt mork; Alices Billedſtotte hæver fig af
Graven, tæt ved Zampa, den ſtrakker Haanden frem og viſer ham Ringen, ſom
endnu er pan Fingeren; den ſynes at erindre ham om hans Eed og fynter der:

pan atter i Graven, ſom tillukker fig. Under dette Syn flager Sampa
flivnet og bleg af Overraſtelſe). 5

Zampa : (farer tilbage).
Ha!
Daniel (nærmer fig, da han horer hans Stemme).

Hvad er det?

Zampa (i hæftig Bevægelje).
Jeg hende ſkuer!
Vilde Syn! bort med Dig!
Ha! jeg for Vanvid gruer!
Daniel (fagte til ham.
Hvordan?
ZJampa (med ſtirrende Blikke).

Hvorhen jeg gaaer, jeg feer for mig
Denne blege Skikkelſe trine, (
Med en truende Mine f
Og et Blik uden Glod!

Daniel (fom fer).
Hvor da?
Zampa d dreier Hovedet om). 1
Der — der — kold og død!
Med ſin Haand den mig truer!

Daniel.
Der intet er!
Zampa (forbauſet, ſeer fig om til alle Sider).
' Det er fandt — ja!
Dog fane jeg den med Gruen!

Daniel . (gjættende).
Naa, Statuen?

Nu vel! der ſeer Du da?

Jampa (feer de Dandſende, ſom atter omringe ham).
Bedrag! — kun Tanker

64

Alt er roligt! man dandſer omkring mig ganſke trygt!

Disſe lyſtige Gjeſter kan ei vokke Brugt!
Daniel (frygtiom).

Ja, men Fanden iblandt dem omvanker!

Hvis fornuftig Du er,

Dette Bryllup Du lader fare!
Zampa (laſp.

Nei, intet mig forfærder meer!

Mod Troldoms Kunſt, mod Helveds Snare

Zampa kjak ſtaaer bevæbnet her!
(byder Camilla Haanden).

Kom, min Camilla! folg med,
Man venter os! (de ville gage ind i Capellety.

i

Fjortende Scene.
De Sorrige. Alphonzo.
Alphonʒo (i Doren).
Stands Dit Fied!

Camilla.
Alphonzo!

Zampa (jagte, talende). Hvad feer jeg? —
Alphonzo tit Camilla).
Dit Hjerte være Dommer
Nu mellem os!
Den Frekkes Magt jeg byder Trods!
Camilla og Kitta (jagte).
Han ubeſindig kommer,
O, Du evige Dommer!
Beftjærm Du ham og os!
Zampa tiagte).
Hvordan! det er Alphonzo?
At fan kjekt her han kommer,
Spaaer Undergang for os!

Daniel (gte).
Han byder Trods!
Ak vee nu os! vee nu os!

Brudeſkaren. Søerøverne.
Han byder Trods,
Angſt hans Blik indgyder os!

Alphonzo.

Hvis fra ham Du Dig vender,
Hvis Du iler i min Arm!
Da min Qval Du ender,
Gyder Fred i min Barm!

| Jampa (iagte).
Ei hans Plan jeg fjender;
Men hans Blik lyner Harm.
Med Rædfel det vift ender,
Uro er i min Barm !

Camilla. Ritta.
Jeg hans Henſigt ei kjender,
Men frygter for hans Harm,
Viſt med Rædfel det ender,
Af Angſt flaaer min Barm!
Brudeſkaren. Ssereverne.

Hvad vil han? jeg frygter for hans Harm!
VEngftlig hæver fig min Barm!

Alphonzo (til Camilla).
For Du for Altret har ham givet
Din Haand og aflagt Troſkabseed,
Han fkal mig forſt berøve Livet!
(gaaer tet hen til Zampa, ſom for at haane ham).
Ja ſtrax til Dod eller Seier afſted!
Ha, mit Sværd — (feer ham i Anſigt et).
Gud!

5

Zampa.
Jeg ei 1 *
Camilla (faste).
Jeg gyſer!
Alphonzo (ieer van, Bam).
Nei, ikke feil jeg feer!
Daniel (iagte).
Ak, han er kjendt!
Zampa (iagte).
Jeg robet er!
Alphonzo.
Min Forundring tiltager!

(træffer Signalementet frem af fit Beelte; ſammenlignende det med e
Ja, hans Signalement — hans Blik — hans Trek —
Hans Pande, ſtolt og frek!

Daniel og Søerøverne.
Fordomt! røbet ham har hans Trak,
Hvorledes fkal vi flippe vek?

Alphonzo.
Det er ham —
Alle (uden Soereverne).
Hvem?
Camilla (faste. .
O min Fader!
Alphonzo (til Skaren, form omringer hans).
Viid, den Zampa, J hader,
Den forvovne Corſar —
Skaren.
Hvad? den Frakke,
Den Corſar,
Han hvis Navn blot kan ſtrekke —

Alphonʒo (peger pludſeligt paa Zampah.
Der han ſtaaer — ! J ham har!

*

67

Alle ci beftigt udbrud).
J vor Vold ham Himlen har givet,
Med Livet
| Han bøde ſkal!

Daniel (ſagte til Zampa),
Og vi har ingen Vaaben!

Zampa (fagte).
Tie ſtille!
(høit og driſtigt ſmilende))
Hvad? jeg Zampa? J ſpoge ville!
Denne Liſt er juſt ei ſaa gal
Til at forjage ſin Rival!

(Stoi).

Femtende Scene.
De Sorrige. Dandolo (lobende, og ledſaget af) En. Officeer og

Nogle Soldater.
Dandolo (aandeles).

Victoria!

Vi ham nu har!
Alphonzo (heftig).
Hvem?
Dandolo.
Den Krabat

—

Vi ſogte at fane fat!

Jeg fra Seiren ſtrax er lobet,

For i Haſt at melde Jer,

At dette Papiir hos Roveren opdaget er!

See engang!
(giver Alphonzo Brevet).

Alphonʒo (lcſer Üdſtrivten: til Zampa),
Hvad, til Dig?
Alle.
Til ham?
Sø

Camilla (iagte). ”
Han er robet
Og min Fader maa doe!
Alphonzo (viſer Zampa Brevet).
Det er til Zampa!
Zampa . (forde).
Det jeg feer!
Alphonzo.
Nægter Du endnu ?
i ZJampa.
Nei.
Alphonzo.
Dette Brev —
Fampa. 0
Til mig er!
Alle dofte dereres Dol ke).
Frakke Rover!
Zampa dong).
Les! ja las!
(et Oiebliks Taushed).
Alphonzo bryder Brevet).
Ha! Vicekongens Haand!
(Ie fer).
For at forſterke den Flaade,
Som vi mod Tyrken ſende hen,
Vi til Zampa og hans Mend,
Ved dette Brev, vil ſkjcenke Naade!”
(almindelig Bevegelſe).
Vi modtage hans Hjælp, i det Haab, at han kjek
Nu for dem i Kamp ſig vover,
Som han for var en Skrak.
Derfor vi ham Tilgivelſe paa Jorden lover,
Lad ham ſelv ſoge hisſet — ”
ZJampa (ligegyldig, idet han stager Brevet),
Hisſet? lad mig om det.

Alphonzo. (nedboeit).

Har jeg laſt ret?

Daniel (glad).
Den Streg var god!

Zampa (til fine Folh.

Der ſeer J alle, jeg Magt har ſom Mod!

(ti! Skaren).

Nu al Jer Frygt for mig forjager!

Paa mit Skib mod den ſtolte Osman,
Over Bolgen modig jeg drager,

Jeg vil ſtride for Jer og mit Fedreneland!

Alphonzo (jagte).
O Fryd paa Dig
At hævne fig!
Du rane vil min Lykke;
Men, Zampa! Hævn jeg tager paa. Dig!

Camilla (ca.
Elſtte! for Dig
Min Sjel ængfter fig!
O, for os er ingen Lykke,
Bittert Din Qval ſmerter mig!
Kitta (med Oinene paa Camilla).
Min Bon for Dig
Kun haver ſig;
For Dig er ingen Lykke,
O dybt Din Qval ſmerter mig!
Zampa. Daniel.
Han harmer ſig,
Det fryder mig,
Alt ſpaaer 96 Held og Lytte!

O, Modgang, nu foragter jeg Dig!

69

Dandolo (fagter.
Min Skrak gjør mig
Snart til et Liig!
Det bliver vor Ulykke;
Thi han viſt ſlemt hævner fig.
Sͤekaren.
Held Dig! held Dig!
Som for os væbner fig!
Seir og Lykke
Banen Dig ſmykke,
Med Fred hjemvend fra blodig Krig!
Alphonzo (bryter harmfuld fin Kaarden.
Ha! jeg tjene med Dig — en frakſog nedrig Rover?
Aldrig, nei!
Camilla (tjærvente.
O Gud!

Alphonzo.
Og Du, Camilla! Du —
Siig mig hvorfor Du tover?
Tor Du til Brudgom vælge ham endnu?

Zampa (tager Camillas Haand).
Kom med!

Alphonzo (til Camilla).
Du mig forlader?

Camilla (erh.
Alphonzo! j

Zampa (fagte til Camifla), !
Hufk paa Din Fader; i
Din Vagring er hans ſikkre Fald!

Camilla
(ſeer ſmerteligt paa Alphonzo og giver Sampa Handen).

Jeg min Pligt folge ſkal! |

7 F

* Alphonzo (qa. )
O Fryd paa Dig, 20.
Camille (fagte).
Elſtte! for Dig, ꝛc.
| Ritta.
Min Bon for Dig, ꝛc.

ZJampa. Daniel.
Han harmer ſig, ꝛc.
Dandolo (gta.
Min Skrak gjør mig, ꝛc.

Skaren.
| Held Dig! held Dig! ꝛc.

Capellets Tørre aabnes. Soldaterne gjøre. Honneur, Zampa og Camilla
ſom neppe kan holde fig opreiſt, gage op ad Trappetrinene.

Tredie Act.

Camillas Voerelſe, i gothiſk Still. J Baggrunden et Portal,
ſom er tildeekket med Gardiner og gaaer ind til en Alcove. Paa
venſtre Side er en Altandor; tœtved den ſtager en Gueridon med en
Selvlampe, ſom oplyſer Skuepladſen.

Forſte Scene.

Camilla (alene, ſiddende).
Er det en Drøm? — Jeg er hans Kone? hans,
hvis Blik alene. indgyder mig Forferdelſe! Men min
Fader er frelſt! han kommer ſnart tilbage — jeg har
ſeet, at han har givet Befaling dertil. O, naar jeg
trykker ham i mine Arme, faa vil jeg glemme hvad

*

72

denne Lykke har koſtet mig. (efter et Oieblits Taushed). Arme
Alphonzo! han er formodentlig ilet afſted herfra og vil
aldrig erfare, at jeg ikke har handlet ſaaledes uden

fordi det var min helligſte Pligt, (udenfor pores et Nitournelle
paa Mandoline, hvilket bliver ved til Nocturnens Begyndelſe; hun Lytter),

Hvad er det? den ſicilianſke Viſe, ſom vi ſaa tidt have
ſiunget med hinanden. (reiſer fig og feer ud af Vinduet. Hvem
kan det dog vere? jeg kan ikke i Maaneſkinnet ſee
andre end en ung Fiſker, ſom nermer ſig langſomt i
ſin Baad.

Nocturne.
Alphonzo (udenfon.

1.
Arme Fiſter! ſiig hvorhen Du roer? —
— J Fiernet jeg et Hjem vil finde,
Hvor Fred hos gjeſtfrit Venſkab boer.
Og ei Trældoms Taarer rinde!
Camilla (tareno). Det er hans Stemme!

Alphonzo (oliver vd,
Aldrig meer
Jeg Dig ſeer,
Du elſkte Strand!
Skjonne Fedreneland!

O farvel, min Kjærlighed !

O farvel, min fordums Fred!

Camilla (talende under Ritournellet). Hvilken Uforfigtighed ! 1
(nærmer fig til Altanen).

—

*

2.
Arme Fiſker! bjerg i Haft Dit Seil,
Alt Tordnen ruller i det Fjerne,
Far hurtigt over Havets Speil,
Vend Dit Blik mod Haabets Stjerne! 1405

* Aldrig meer,
Jeg Dig ſeer;
Paa fremmed Kyſt
Sjenfind Glæde og Troſt! 5
Offret er min Kjærlighed
Og tabt min Fred!
Alphonzʒo (udenfor).
3.
For bort jeg iler med min Qval,
Lad et Blik mildne huldt min Smerte!
Mig Dit Blik et Minde være fÉal,
Som erſtatter Haabet i mit Hjerte!
Aldrig meer —

Bag Gravens Rand

Jeg kun Troſt finde kan!
O farvel, vor Kjerlighed!
Vor ſvundne Fred!

Camilla.
4.

O, forog Du ei min bittre Qval,
Lad Synet af Dig mig ei ſmerte,
Jeg i det ny Kummer finde fÉal;
Thi det vakker Haabet i mit Hjerte!

—— H—1

— Her jeg Dig ſeer

Bag Gravens Rand

Du mig tro finde kan!
O, farvel, vor Kjerlighed!
Vor ſvundne Fred!

(Camilla fjerner fig fra Altanen med Anſigtet ſtiult i fine Hænder, Alphonzs
viſer fig ſtrax paa Altanen, ſom han er ſteget op paa).

Anden Scene.

Alphongo Ci Fiſterdragt). Camilla.
N Camilla (udſteder forfærdet et Sfrig). Ah! — (farer tilbage).
6

Hvad ſeer jeg?

w

74

Alphonzo (ned dæmpet Stemme). Stille! *

Camilla. Du her?!

Alphonzo. Var rolig; ingen har feet mig; Dine
Piger ere i deres Verelſer og han, ſom kalder ſig
Din Mand, er med alle ſine Folk nede for at ſee
Havnen og Arſenalet. Gieblikkene ere koſtbare.
Hor mig!

Camilla. Store Gud! hvad vil Du?

Alphonzo. Frelſe Dig!

Camilla. Mig?

Alphonzo. Endelig veed jeg lind til Din
Ulykke. Et Ord, ſom foer den Elendige over Læberne,
har røbet for mig, at Din Fader er fangen, og det
Offer, ſom den Nedrige har fordret af Dig. Du
har nu fuldbyrdet det, Camilla! — og det maatte Du
jo ogſaa; men et Løfte, fom Vold har afpresſet Dig,
kan ikke binde Dig for Dit hele Liv.

Camilla. Hvad ſiger Du?

Alphonzo cbaftich. Jeg kan ikke udholde den Tanke,
at Du for evig ſkal dele Skjebne med dette Uhyre —
jeg har villet fordre ham til Tvekamp —

Camilla. Hellige Madonna!

Alphonʒo (med bitter Ironie)h. Han har afſlaget den og
undſkyldt fig med, at han nu tilhørte Fedrenelandet
og jeg — jeg, en Adelsmand af Monzaernes Slægt har
maattet taale denne ſidſte Yomygelſe. (efter en Pausch. Jeg
har kun eet Middel til at rive Dig bort fra den
Skjendſel, der truer Dig.

Camilla. Og det er?

Alphonzo. Alt er ferdigt til Din Flugt; fiig
blot et Ord — og jeg fører Dig til Vicekongens Jod,

— — —

40

der. (Camilla yttrer heftig Bevegelſe). Der vil Du finde et
Friſted, en Beſkytter imod det affkyeligſte Tyrannie.
Denne Vielſe er ugyldig, Forbindelſen ſkal tilintetgjo⸗
res og Din Frihed —

Camilla. Hvad, jeg — jeg ſkulde ſoge at bryde
en Eed, ſom jeg har gjort for Gud! Nei, Alphonzo!
mit Liv er fin Ende nær; men har jeg endogſaa givet
Slip paa al jordiſk Lykke, ſaa vil jeg i det mindſte
aldrig tilhøre nogen anden.

Alphonzo. Hvad ſiger Du? — dette Gifter:
maal —

Camilla. Har endnu ladet mig beholde eet Haab.
J det Sieblik da vi bleve forenede, har jeg med foldes
de Hænder, bedet ham at tilſtaae mig den forſte Naa—
de, jeg vilde bønfalde ham om.

Alphonzo dned Bitterhed). Og Du ſtoler pan hans Ord?
han, ſom haaner Himlen, Menneſkene og fine Eeder?

Camilla (aforyder hab. Han vil holde denne; han
har fvoret den for Altret! Ja, Synet af dette hellige
Sted har ryſtet ham! Hvis Du havde feet ham ime⸗
dens Præften velſignede os — han var bleg, han
bevede og hans Dine ſtirrede vildt paa noget, ſom
jeg ikke veed hvad var; men, ſom ſyntes at forfalge
ham —

Alphonzo. Og hvad er det for 3 Du
vil bede ham om?

Camilla. Den eneſte, ſom endnu kan bringe mig
til at udholde Livet. Ja, Alphonzo! — autter). Alle
Helgene! kommer der ikke nogen? de ſtandſe ved Dø:
ren — Det er ham! fly! fly! Du har kun et Die:
blik — *

76

Alphonzo. O, hvis det kun ikke gjaldt mere end
mit Liv —

Camilla Geli). Alphonzo!
Alphonzo. Du vil det? — (med Overvindelſe). Jeg
adlyder! ; 9
Camilla oned dempet Stemme. Farvel! tænk paa Din

Soſter! i

chun iler hurtigt ind i fit Værelje paa hoire Side; Alphonzo iler mod
Altandoren, i ſamme Hieblik høres en ſagte Muſik neden under den).

Tredie Scene.

Alphonzo (alene).
Det er da forbi! (nærmer fig til Altanderen). Hvad hø
rer jeg? Egnens Folk ftrømme herhen for at bringe
de Nyegifte en Serenade!

Chor (udenfor).
Serenade.
Nat os omſvaver,
Maanen fig hæver
Huldt bag Skye!
Trygt alting hviler,
Men Lykken iler
Til Elſkovs Lye!
Glæden den følger
Og Tvedragt dolger
Sig for dens Fjed —
Den bringer Fred!
Alphonzʒo (under Gjentageljen). Ser ev ingen Udvei til
Flugt! hvad ſkal jeg gjøre? — fremfor alt maa. jeg
frelſe Camillas 2Wre! Maaſkee kan jeg ſkjule mig paa
Altanen!

(ban gaaer ud paa Altanen og ſtjules af Gardinerne; Doren ſtager hele Ti:
den aaben).

77
i Fjerde Scene.

Alphonzo (ſtjult)!. Zampa. Daniel. Søerøvere (ſom bare Fakler).
Zampa (talende til fit Folge). Jeg takker Jer, mine

Venner! Jeg takker Jer for Eders gode Onſker og
Artighed. Vi fees i Morgen! (tir nogle af Anforerne), Da
vi, ſaaſnaet Dagen gryer, ſkal ud paa Skibene, der
ligge paa Rheden, faa. har jeg ladet et Varelſe gjores
iſtand for Jer neden under. Varer ſtrax paa ferde,
naar jeg giver Signal! ce gaar).

Femte Scene.

Alphonzo (paa Altanen). Daniel. Zampa.

Jampa fratter fig i en Lcneſtoh. Nu er jeg da i mit
eget Huus og fætter Foden under mit eget Bord.
Naa, hvad ſiger Du til det, Daniel?

Daniel (jer fig omkring). Ankergrunden ſynes at være
god.

Jampa (iom for). O ja, for et Menneſke, ſom har
tilbragt Livet med at ſtreife om, er det behageligt nok
paa eengang at blive Herre over en deilig Kone og
et godt Huus!

Daniel qgſuttende). Vor Herre lade Dig beholde 9
Dele! Hvad mig angager, Capitain! faa tager jeg
min Afſked og træffer mig ud af Handelen.

Zampa. Du vil forlade mig, og det juſt nu da
vi fane paa Nippet til at blive ſkikkelige Folk? Du
har da flet. ingen Tilbsielighed til den Stand?

Daniel. Jo tvertimod, naar det ikke var andet
end at gjøre den Forandring; men jeg kan ſlet ikke
vænne mig til alt det, der foregager omkring Dig —

78

Billedſtotter, ſom gage, ſom ſpadſere, ligeſom andre
virkelige, naturlige Menneſker, og ſom ikke lader ik
være i Roe et Hieblik — dangſomty thi det lod til,
Du ogſaa ſaae den under Vielſen.

Zampa (antager fin alvorlige Mine). Jeg har forbudt Dig
at tale mere til mig derom,

Daniel. Om Forladelſe, det ſkeer imod min Bik
lie; men Dine Træf vare faa forandrede, da Du kom
fra Capellet, og fan desuden den Befaling, Du gav os —

Jampa (frengy. Er den udført? det er alt hvad
jeg vil vide. |

Daniel. Som Du befalede gik jeg, med fire af
vore Folk, ind i Galeriet her paa Slottet, hvor —
ja det er forſkrekkeligt! — hvor den Satan af en
Billedſtotte, ſom Du nylig havde forladt i Capellet,
ſtod paa ſin gamle Plads, ligeſom der ingenting var
i Veien. Vi tog den da med os — det vil ſige, de tog
den med fig, for jeg vilde ikke røre ved den, om jeg
fan kunde blevet Keiſer; og da de havde hugget den i
tuſinde Stykker og Stumper, ſaa kaſtede de den i Van⸗
det nede ved Strandbredden.

ZJampa (rakter Veiret). Det er godt, faa er jeg af
med den.

Daniel. Ja, Gud give! Men det gjorde en un:
derlig Virkning, for aldrig ſaaſnart vare Stumperne
gaaet tilbunds, for Havet begyndte at bruſe og Etna
at ſpye Flammer.

Jampa. Abekat! Du feer Mirakler overalt; det
Udbrud var nok feet alligevel.

i 16

Daniel. Det var ogſaa det jeg ſagde til mig ſelv.
(öcvende) Alle Helgene! Capitain! horte Du ikke no:
get, der gik paa denne Side?

Jampa (imirender. Det er viſt Camilla, ſom vens

ter mig, og Du gjør mig en Fornseielſe, hvis Du —
(peger til Doren).

Daniel. Meget gjerne, det er Tid at gane til
ſengs. (feer rundt omkring). Det er afſkyeligt, at jeg ſkal
igjennem det forbandede Gallerie, for at komme til min
lille Kone. 5

Zampa boverraſtey. Din Kone?

Daniel. Ak ja, Capitain! det er ikke altid man
har Lykken med ſig i denne Verden — jeg har fundet
min Kone igjen.

Jampa (em. Er det mueligt?

Daniel (andegtic). For at gjøre Bod vil jeg nu ende
mine Dage hos hende. Jeg haaber nok, at det vil
blive regnet mig tilgode i den anden Verden og ſkaffe
mig Tilgivelſe for mange Ting!

Zampa. Det vil jeg onſke.

Daniel. Tenk paa mine Ord, Capitain! omvend
Dig ogſaa; det er aldrig for ſildig at angre ſine Syn—
der; lad os ſtrabe efter at blive ſkikkelige wage
lad os ikke beholde Andres Gods og —

Jampa (utaalmodic. Ah!
Daniel. J Morgen kommer jeg, for at fane min
Part af de ſidſte Priſer. God Nat, Capitain!
Jampa (folger ham til Døren), Gid Fanden havde baade
Dig og Dine Prakener.

(Daniel gager),

Sjette Scene.
Jampa. Alphonzo (ſtjulh.

Alphonzo (lader fig fee, ubemeerket af Zampa; ſagte). Hvilken
beſynderlig Samtale, Nu maa jeg vaage over Nen
ulykkelige Camilla!

ZJampa (lægger W og Kaarden fra fig). Paa min Bre,

den Daniel gjør mig tilſidſt ligeſaa forknyttet, ſom han

er ſelv. Hvilken Skam! Skulde der endogſaa være
noget Overnaturligt i denne Hendelſe, faa har jeg jo
nu tilintetgjort Trylleriet, og har ikke længere andet
at tænke paa, end den Lykke, ſom venter mig. (ser hen
mod Camillas Varelſeh. Camilla! — der er hun inde — hun
tilhører mig. (gaaer hen imad deh. Ah, der kommer hun!

Syvende Scene.
De Sorrige. Camilla.

Zampa. Elſkede Camilla! hvor har jeg ikke lang⸗
tes efter at fee Dig. (tager hendes Haand). Men Du er i
heftig Bevegelſe — hvad feiler Dig?

Camilla (træffer Haanden til fig)" Tilgiv mig; jeg kommer
for at erindre Eder om det ede I har givet mig.
J har fvoret for Alteret, at J 22 tilſtaae mig den
forſte Naade, jeg beder Jer om.

Zampa (æftig). Og det ſperger jeg endnu engang!
Hvad ønffer Du?

Camilla (aar Sinene net). Tilladelſe til paa Sieblikket
at begive mig til den hellige Agneſes Kloſter, for der
at tilbringe mit Liv! |

Jampa (iom forftenet). Hvad ſiger Du? det er umuligt!

Camilla daevende, Jeg har Eders Ord,

S1

Jampa (ute af fig sel). Det var en Snare! — Du
vil forlade mig, Du, for hvem jeg vilde opoffre hele
Verden? Du, ſom er fengſlet til mig ved det helligſte
Baand?

Camilla. Dette Baand forſikkrer Eder jo Nydel⸗
ſen af alt, hvad der kan røre Jer. Min Formue til
hører Jer, jeg fordrer intet meer deraf; min Faders
ligeledes; han vil afftane Jer den.

Zampa (opbragt). Bort med alle disſe Rigdomme, jeg
foragter dem. Dig alene er det jeg fordrer! Det er
for at fortjene Dig, at jeg har ſolgt min Arm, min
Frihed — for at gjenſkjcenke Dig Din Fader, har jeg
ſendt mit Skibs Beſctning Befaling at udlevere ham
endnu i denne Nat, for Din Skyld har jeg udſat mig
for mine Medbrodres Had, og ingen menneſkelig Magt
ſkal være iſtand til at rd fig imellem Dig og min
Kjærlighed.

Alphonzo (gjor et Skridt hen imod ham og hæver Dolken). Afſkum!

Camilla (tir Sampa med Taarer). For Guds Skyld, hav
Medlidenhed med mig!

Jampa (fandfer gende). Ah, jeg gjætter det: Din Stolt;
hed opreres ved, at Du ffal dele Skjebne med en

Landsforviiſt, med en Soerover; det er Navnet Zampa,

ſom indgyder Dig Radſel! Troſt Dig, Camilla! jeg vil
ffjænfe Dig et, der er mere berommeligt, og Titlen;
Greven af Monzas Gemalinde —

Alphonzo (ſandſeh. Monza!

Camilla (forbaujen). Hvad ſiger J — denne Titel —

Jampa (seh. Er min Faders, er min, og ingen
ſkal fravriſte mig den.

82
Alphonzo (jagte, med Rad ſel, idet han kaſter Dolken langt bort fra fig).
Gud! det er min Broder!

Finale.
Zampa (vender ſig).
Hvad ſeer jeg?

Camilla (iler forfærdet henimod Alphonzo).
O Gud!

Zampa.
Hvordan? Dig
Seer jeg her hos mig! |
(han griber fin Kaarde og ſlager paa en Klokke, ſom ſtrax lyder).
Din Dod er vis!
Camilla (tir Alphonzo).
Fly det dræbende Staal!

Alphonzo.
Nei, jeg ſtaaer ved mit Maal!

Togle Søerøvere (ſom tomme ilende.
Capitain! hvad har ſig tildraget?
Hvad er fkeet?
Jampa.
En Rival jeg har nylig opdaget
Vebnet med denne Dolk. — Siig, hvad vilde Du her?

Alphonzo.
Den i Dit Hjerte ſtode!
.
Zampa. 1 2
Han Alt tilſtaaer!
Alphonzo.

| Dog nu jeg heller feer
Dig for en anden blode!

Soereverne.
Damp Din Trods!

83
Zampa.

Det er nok! Eders Fange nu han er,
Og ved Morgenes Gry han ſkal doe for fin Brode!

*

Camilla ned et Strig). *

Gud! huſk Din fromme Moder —

Thi viid —
Alphonzo
(ſtandſer hende, medens Sampa uddeler fine Befalinger).
Camilla! rob mig ikke for ham!

Siig ikke hvo jeg er; thi jeg rodmer af Skam,
Hvis han ahner kun, at jeg er hans Broder.

Camilla (ſynker overvældet ned paa en Lene ſtol).
Himmel! jeg dodſens er!

Jampa.
For ham herfra! mit Bud adlyder!

Alphonzo di Camilla).
O, Doden jeg velkommen byder,
Farvel! vi ſees ei meer!

Søerøverne.
Afſted, folg med! thi han det byder!
Dvæl ei her!
Alphonzo (tir Camilla).
Camilla! Elfkte! fat Dig nu!

(Sreroverne omringe Alphonzo, ſom kaſter et Afſteedsblik pan Camilla eg vil

ſiyrte hen til hende; de ſleebe ham heftigt bort og gage i Uorden. Zampe
luffer Doren og kommer tilbage til Camilla). '

Ottende Seene.

Camilla, Zampa.
Camilla ſeger at ſamle fig, og kaſter urelige Blikke rundt omfring ſig).

é

Fampa.
Hvi ſtjcelver Du?

6*

Cavatine.

Din Slave her Du fuer;

O, lad Dit Blik dog venligt hæve *
Elſkte! Du gruer

Og bange ſeer paa mig,
Skjondt mit Hjerte kun banker for Dig!
Lad fra Din Mund et Ja ſig ſnige, ig
Kom til mit elſkovsfulde Bryſt,
Paa dette Sted alt ſynes at ſige:
Her Eſtov boer, o, nyd dens Løft!

Din Slave her Du ſtuer; i
O, lad Dit Blik dog venligt hæve ſig!
Elſkte! Du gruer
Og bange ſeer paa mig, b
Skjondt mit Hjerte kun banker for Dig!
Camilla (kommer til fig ſelv).
Hvor er jeg? (hun ſeer ham). O Gud, afſted herfra!

Duet.
Zampa (med Omhed).
Kan Angſt for mig til Flugt Dig lede?
Du for Din Fod mig ydmyg ſeer!
Mod ei min varme Bon med Vrede,
Duff paa, Din omme Mand ſtaaer her!

Camilla (i hæjtig Gevægelfa).
O tilgiv! ſtraf ei min Skrak med Brede !
O lad mig fly! jeg ængftes her!
Lad mig dog ei forgjaves bede,
O Gud! J ubonhorlig er!

3 ampa bbeſtuer hende med Henryklelſe).
Hun henriver! ;
— Camilla: (iagto.

Taus han bliver !

O tal, ei ubonhorlig var!

Jampa.

Haftig Kammer mit Hjerte!

Hendes Taarer og Smerte

Gjor den Engel dobbelt ſkjon!

Hulde Moe! jeg opfylde Din Bon?

Nei, Din Skjonhed mig lærte

Forſt at ſkatte Elſkovs Lon!
Camilla.

O, beſtorm ei mit Hjerte!

Hvor kan Taarer og Smerte

Skjcenke Kjærlighed Lon?

O, beſtorm ei mit Hjerte,

Men lyt mild til min Ben!
Jampa (enn.

Kul de Du ei mig indgyder,

Naar Dit Blik opflammer min Sjal,

Naar Nattens Stilhed mig venligt byder

At ſoge Kjerlighedens Held!

Camilla dier fra ham med Forfardelſe).
J vælter Redſel i min Sjel!
Zampa com.
See, Natten huldt os vinker
Til Elſtovs føde Fred,
See, Haabets Stjerne blinker!
Til Salighed afſted!

Camilla (endnu mere forfærdet).
J da min Zillid ſkuffe vilde 2

ZJampa (vil tage fat paa hende).
Hulde Moe! tie dog ſtille!

Camilla.
En hellig Eed J har givet mig.
Jampa. |

Jeg kun har fvoret, evig at elſke Dig!

Camilla k(ſondeffnuſth.
O ſee min Angſt! Endnu et Ord — *

va
5 *

Zampa (nærmer fig).
4 Kom til mit er

Camilla.
(tneœler og udftræffer fine Hænder imod hann.

Hor — o hør Fortvivlelfens Roſt! i

Zampa.
Heftig flammer mit Hjerte, ꝛc.
Camilla (nærende.
O, beſtorm ei mit Hjerte! ꝛc.

Camilla (reiſer fig med Kraft!.)
Min Qval Din Sjel ei rorer!
Nei — jeg mindes Du var
Uſkyldigheds Morder og Forforer;
Selv med Alice, ſom Du myrdet har,
Du ingen Medynk bar! se”

Zampa bruffen,
Alice! — Du nævner
Det mig Perhante Navn —

Kaff '
Din Brode Himlen hævner !

Zampa.
Ha, af min Arm intet river i AN ö
Camilla.
Beſkyt og frels mig Gud!
(hun fler ind iAleoven og kaſter fig paa Kna, bedende i Fortviwtelſe).
3 Ampa (iler at lukke alle Dørre).
Uſle Haab! — jeg forlader ei Dig!

Camilla (bedendo.
Store Gud!

— 1
r

am,

c er

Jampa.

Ved mit Liv! Du tilhorer mig!
(Lampen ſluͤkkes, Gardbimerne for Alcoven ſynke ned, ſom for et Vindpuſt;
Bampa iler henimod Camilla, men hun er forſvunden og i hendes Sted,

Natten, der hviler over Skuepladſen,

yſes kun af Lynglunt, ſom hur⸗
3 tigt folge efter hinanden). F

i
Niende Scene.
Zampa. Billedſtotten.
(En rædjelfuld Muſik toner).
Jampa (ſom holdes af Billedſtetten).
Camilla! (forbauſet).

O Gud! denne Haand er jo Fis!
i (med Rædfel).

U Det er hende! (oil rive ſig los) Slip mig! ſlip mig! cn
. fode til med fin Dol). Ha! min Dolk knuſes mod dette
Marmor! chiempende. O, hvilken ſkrekkelig Oval! Alice!
Alice! tilgiv! — ha! jeg deer!

(Muſiken er bleven ved. Sterkere Tordenſtrald. Zampa udſtoder et frygte—
teligt Skrig og forſvinder med Billedſtotten, ſom ſynker ned i Jorden, om:
given af Flammer. Imidlertid ile Slottets Folk flygtende over Stue:

pladſen). '

Slottets Folk.
Alt ſpaaer os Død!
Jordſkjeelvb frembryder,
Wtna udgyder
b Et Ildhav af fit Skjod!

gr" (En Del af Slottet forſvinder. J Baggrunden ved Havbreden feer mau
70 ; Alices Billedſtotte, ſom atter ſtager pan fit Fodſtykke og er omringet af

* Egnens Beboere, ſom kneele om den. Længere borte fees Camilla, fon
underſtottes af Alphonzo og er omringet af fine Opvarterſter i en Gruppe).

1 Alle.
Huldt Du Faren mig viſe,
Sancte Alice!
i O frels Du mig,
0 Jeg vil bede for Dig.

gå midt i Morket, finder han kun Alices % ſom griber hans Arm.

(Morgenroden begynder at bryde frem, J det Sjerne . man sene frå 1 |
Baaden, ſom nærmer fig med Lugano).

Fiſkerne paa Baaden.
Den lette Snekke, oven
De blaae og kiole Vover, g
Din frelſte Fader ber! 8
Den forte Nat forſvinder, e
Og Solen mildt oprinder, e
Nu Fred og Elfkov troner her!

Lugans ſtiger i Land, Camilla iler i hans Arme med Raadet: Min Fader 9 Hik VA
Camilla og Alphonzo.
Os Freden venligt tilſmiler,
Dens Aand har fin Trone her;
Angſt 0 vedragt fra os iler,
Ved Fred vi lykſalig er.
Blide Aand! Du, ſom ſtjcermer
Landets blomſtrende Kyſt,
Vi med Bon os Dig nærmer,
Hor de Knalendes Roſt!
Alle (fnælends). b i
Længe Lovfange tone f
Hoit for Din Trone!
Befkjcerm vor Roe!
See, vi hylde Dig froe!

(Dafket falder).

liber 7
Vi tr |

ul
— PISA — 8 8

> & i
8 n 28

.

ON —

8 tig.
SÆR 97 2
7, eee

8 eg 3